Da Danmark gik i angrebskrig for anden gang i dette århundrede, var det uden et FN mandat og med stemmetallene 61 for, 40 imod, 68 fraværende. Det er jo i sig selv dybt skamfuldt, at ved en afstemning for eller imod en angrebskrig er det største stemmetal de fraværende; mere end en tredjedel. Som bekendt i denne forsamling anlagde 25 “Concerned Citizens sag mod Statsministeren for at have brudt paragraf 19, (det manglende FN mandat for at gå i krig)
Og, som også bekendt af denne forsamling, men desværre ikke af så mange andre, torpederede Højesteret den 17. marts 2010 grundlovens paragraf 19; selvom Retten ikke var bedt om at tage stilling til dette problem, men kun om vi ”Concerned Citizens”, nu kun 24, havde søgsmålskompetence.
Ved behandlingen om grundlovsforslaget i 1953 blev det i Folketinget gjort lysende klart, hvad indholdet af paragraf 19 var: Danmark måtte forsvare sig, hvis det blev angrebet - fair nok! Men Danmark måtte kun gå i krig, såfremt der forelå et internationalt mandat, dvs. et mandat fra FN´s sikkerhedsråd.
I både Landsting og Folketing, var der enighed om denne fortolkning.
Og i de følgende 57 år var der ingen, der talte imod. Tværtom: Statsminister, politikere, juridiske professorer, lærebøger: alle bifaldt fortolkningen. Dette var også tilfældet med kommentarerne i Karnows lovsamling. Indtil 2008, hvor Højesteretsdommer, professor Jens Peter Christensen bort-retoucherede kommentarerne til Grundlovens paragraf 19.
Samme Jens Peter Christensen følte sig trods dette habil til at dømme i sagen: han var blandt de 9 højesteretsdommere, der den 17. marts, uopfordret! gav en ny fortolkning af paragraf 19.
Folketinget kunne vedtage at gå i angrebskrig uden et FN mandat!
(...)
Hvis jeg skal summere det hele op: love, ministre, Grundloven etc.etc., kan det kun blive:
Danmark har den regering det fortjener. Og det kan Danmark ikke være tjent med.
denmarkonline.dk