You are here

Enhedslisten

Enhedslisten blev stiftet i 1989 ved et samarbejde mellem VS, DKP og Socialistisk Arbejderparti (SAP).

Ingen boykot af Vejle Amts Folkeblad

Læserbrev bragt i Vejle Amts Folkeblad / Horsens Folkeblad den 28. december 2012 af Flemming Leer Jakobsen:

Folketingskandidat for Enhedslisten Kurt Zirblad fra Grindsted opfordrede i VAF den 20. december til boykot af VAF. Det står for KZ´s egen regning. Enhedslisten begiver sig ikke afsted med opfordre til boykot af medier, hvad enten de er privatejet eller offentlige. Pressefriheden samt den redaktionelle frihed er en af grundstammerne i demokratiet & det står alle medier frit selv at sætte deres egne vinkler & dagsordener, hvad enten de sympatiserer med Venstre eller andre partier herhjemme eller har en neutral politisk profil.

De grundlæggende menneskerettigheder er en del af Enhedslistens DNA, som vi står vagt om. Politiske modstandere skal have ligeså meget adgang til medier både før & efter revolutionen. Dialog & kritik er essentielle for udvikling af samfundet uanset hvor de foregår.

Flemming Leer Jakobsen

Kontaktperson
Enhedslisten Vejle 

Hvornår screener Vejle kommune for PCB ?

Læserbrev bragt i Vejle Amts Folkeblad / Horsens Folkeblad 6. juni 2012 af Flemming Leer Jakobsen:

Jeg har forgæves ledt efter en politik fra Vejle kommune om at screene bygninger for det ekstremt farlige PCB, som i udstrakt grad blev brugt i byggerier i 1950´erne. En del af folkeskolerne i Vejle er bygget i netop denne periode. Jeg synes, at det er betænkeligt at Vejle byråd ikke tager fat om dette problem. Ikke mindst taget i betragtning af at PCB giver svære hormonelle forstyrrelser for de, der udsættes for det i længere tid. Børn kan som følge af PCB påvirkning også få udviklingsforstyrrelser, nedsat immunforsvar og kræft. Det er uansvarligt ikke at få undersøgt & fjernet PCB.

Set i lyset af Vejle byråds salg af Charlotteskolen til en privat friskole, så burde Vejle byråd få undersøgt skolen for evt. indhold af PCB. Ellers kan de penge, som kommunen vil få ved frasalget ændres til en endnu større erstatningsudgift.

Så opfordring fra Enhedslisten Vejle er; Gå igang nu, Vejle byråd.

Nationaliser Nordsøolien

Læserbrev blevet bragt i Vejle Amts Folkeblad / Horsens Folkeblad den 18. januar 2012:

For tiden er regeringen begyndt at kigge på AP Møllers særstatus med lempelige skatteregler på Nordsøolien, som den tidligere borgerlige regering afgav. En forudsætning for at AP Møller fik retten til olieudvinding var, at det skulle bevares på danske hænder. Hvorefter Dansk Undergrunds Consortium (DUC) blev dannet med kun 39% ejerandel til AP Møller sammen med 2 udenlandske olieselskaber. Dermed er en væsentlig forudsætning ikke tilstede.

Retten til Nordsøolien er givet i en koncession til DUC, men det er stadig staten som ejer undergrunden. Dermed er koncessionen at sidestille med en lejeaftale & Mærsk eller andre kan ikke have ejendomsret på lav skat på noget, som de ikke ejer. Dermed skal der formentlig heller ikke betales ekspropiationsydelse efter Grundloven til DUC. Så det er bare at komme igang. Det er staten & dermed os som borgere, der stadig ejer nordsøolien.Pengene skal istedet for at forgylde AP Møller bruges til at investere i vedvarende energi i Danmark & gerne igennem danske statsselskaber. Enhedslisten står ved sit mål om socialisme. Nationaliseringen af nordsøolien ligger lige for.

Flemming Leer Jakobsen

26 procent. Kampen for dagpenge er ikke slut

Læserbrev i Vejle Amts Folkeblad / Horsens Folkeblad den 5. december 2012 af Flemming Leer Jakobsen:

Med finanslovsforliget 2013 med regeringen valgte Enhedslisten at prioritere de 44000, der per december havde fået et brev om tilbud som led i akutpakken højt. Det svarer til 26 procent af samtlige arbejdsløse i Danmark i oktober. Regeringens flirt med tanken om at indgå finansforlig med Venstre viser desværre, at regeringen havde større interesse i at sidde ved regeringsbordet end at sikre de mange imod en social massegrav.

Det lykkedes for Enhedslisten at få forhandlet en midlertidig løsning på plads, der sikrer en ydelse svarende til kontanthjælp i 6 måneder mod at tage en uddannelse. Ingen bliver efterladt uden en ydelse trods en formue eller ægtefælle i de nuværende kontanthjælpsregler. Det løser langt fra problemet, men der er et løfte i forliget om at problemet skal tages op igen med regeringen til næste år. De mange berørte af dagpengeforringelsen er i en tid med arbejdsløshed et presserende samfundsproblem. Arbejdsløshed er aldrig kun det enkeltes eget problem. Desværre har finansloven også offentlig nulvækst. Det betyder desværre en udsigt til yderligere nedskæringer med flere arbejdsløse som et resultat.

Det er fortsat Enhedslistens mål at rulle dagpengeforringelsen tilbage til 4 års dagpengeret igen. Kampen for forbedringer er ikke slut med finanslovsforliget 2013. Men Enhedslisten kan ikke klare denne opgave alene. Derfor er der brug for alle kræfter i fagbevægelsen & baglandet i regeringspartierne. Der mange håndtag, der kan justeres på. Et af dem er dit eget. Sluk tv´et & bliv aktiv. 

Flemming Leer Jakobsen

Medlem af Enhedslisten Vejle

Sider

Subscribe to RSS - Enhedslisten