Højesteret

Højesteret har stadfæstet Landsrettens afgørelse i den ti år gamle Tilst-sag, hvor politiet skød og dræbte to biltyve i Århus-forstaden Tilst.

Pårørende til de dræbte biltyve har anlagt civilt søgsmål ved Højesteret, fordi de mener, at sagen ikke har været efterforsket godt nok.

Men Højesteret har afgjort, at hverken skud eller den efterfølgende undersøgelse af sagen er en krænkelse af menneskerettighederne.

Kvinden har samtidig fået Højesterets ord for, at hun får dækket sagens omkostninger, da man med rimlighed kan sige, at der var en god grund til at føre sagen, som det hedder.

Jonna Ørskov mener, at de to betjente, der anholdt Jens Arne Ørskov undlod at give ham den nødvendige hjælp, da han mistede livet på rastepladsen, hvor hans krop blev presset mod jorden.

Politifolkene forsøgte at lægge Jens Arne Ørskov i en benlås.

Tunesersagen er for Højesteret for fjerde gang. Statens kammeradvokat mener, at landsretten tager fejl, når den kræver beviser for, at Slim Chafra er til fare for statens sikkerhed. Men højesteretsdommerne spørger kritisk ind.

»Man kan jo sige nej, jeg har aldrig set selvmordsvideoer,« svarer kammeradvokaten senere. Hvilket Slim Chafra også har nægtet at have gjort.

Fra Bent Sørensens takketale ved overrækkelse af Årets Kafkat 9. april 2011:

Da Danmark gik i angrebskrig for anden gang i dette århundrede, var det uden et FN mandat og med stemmetallene 61 for, 40 imod, 68 fraværende. Det er jo i sig selv dybt skamfuldt, at ved en afstemning for eller imod en angrebskrig er det største stemmetal de fraværende; mere end en tredjedel. Som bekendt i denne forsamling anlagde 25 “Concerned Citizens sag mod Statsministeren for at have brudt paragraf 19, (det manglende FN mandat for at gå i krig)

Og, som også bekendt af denne forsamling, men desværre ikke af så mange andre, torpederede Højesteret den 17. marts 2010 grundlovens paragraf 19; selvom Retten ikke var bedt om at tage stilling til dette problem, men kun om vi ”Concerned Citizens”, nu kun 24, havde søgsmålskompetence.

Ved behandlingen om grundlovsforslaget i 1953 blev det i Folketinget gjort lysende klart, hvad indholdet af paragraf 19 var: Danmark måtte forsvare sig, hvis det blev angrebet - fair nok! Men Danmark måtte kun gå i krig, såfremt der forelå et internationalt mandat, dvs. et mandat fra FN´s sikkerhedsråd.

I både Landsting og Folketing, var der enighed om denne fortolkning.

Og i de følgende 57 år var der ingen, der talte imod. Tværtom: Statsminister, politikere, juridiske professorer, lærebøger: alle bifaldt fortolkningen. Dette var også tilfældet med kommentarerne i Karnows lovsamling. Indtil 2008, hvor Højesteretsdommer, professor Jens Peter Christensen bort-retoucherede kommentarerne til Grundlovens paragraf 19.

Samme Jens Peter Christensen følte sig trods dette habil til at dømme i sagen: han var blandt de 9 højesteretsdommere, der den 17. marts, uopfordret! gav en ny fortolkning af paragraf 19.

Folketinget kunne vedtage at gå i angrebskrig uden et FN mandat!

(...)

Hvis jeg skal summere det hele op: love, ministre, Grundloven etc.etc., kan det kun blive:

Danmark har den regering det fortjener. Og det kan Danmark ikke være tjent med.