You are here

Svære depressioner er mere udbredte blandt ledige

UgebrevetA4.dk skriver idag:

Risikoen for at lide af en svær depression er over 10 gange så stor, hvis man står uden for arbejdsmarkedet i længere tid, viser nye danske forskningsresultater. Nogle bliver syge af at være ledig, mens andre bliver ledige, fordi de har en depression. Det nuværende aktiveringssystem er skræddersyet til at give depressioner, mener Einar Baldursson, Psykolog og faglig ansvarlig på Center for Arbejds- og Organisationspsykologi

Ny dansk forskning viser, at blandt personer, som står uden for arbejdsmarkedet i længere tid, er risikoen for at lide af en svær depression omkring 11 gange større end for personer i fast arbejde.

(...)
Resultaterne viser således, at uddannelseslængde har en mindre betydning for risikoen for at udvikle en depression. Personer med:

• højst 10 års skolegang: cirka 5 procent lider af en svær depression.

• mere end 10 års skolegang: 2,5 procent lider af en svær depression.

Økonomien spiller derimod en stor rolle. Husstandsindkomst på:

• over 450.000 kroner (år 2000): 1,2 procent lider af en svær depression.

• 175-450.000 kroner: cirka 3,7 procent lider af en svær depression.

• under 175.000 kroner: 12,7 procent lider af en svær depression.

Forskningsresultaterne viser dog ikke, om mennesker bliver ledige, fordi de rammes af en depression, eller om de ligefrem bliver deprimerede af at være ledige i længere tid. Men eksperterne er ikke i tvivl om, at tallene indeholder begge typer skæbner, og de slår samtidig fast, at hvis en depression får lov til at udvikle sig, kan det blive særdeles svært at vende tilbage til et fast arbejde igen.

Professor og leder af Afdeling for Social Medicin på Institut for Folkesundhedsvidenskab, Finn Diderichsen, mener, at resultaterne viser, at depressioner er et meget alvorligt socialt problem i Danmark.

»Depressioner kan være lammende for ens arbejdsevne og dermed ens muligheder for at vende tilbage til et arbejde. Man kan blive deprimeret af at være langvarig arbejdsløs, og kombinationen af dårlige økonomiske forhold og arbejdsløshed kan gøre en endnu mere deprimeret. Derimod er det sjældent et problem for bygningsarbejderen at stå uden arbejde i et par uger,« siger han og forklarer, at det er usikkert, hvad der præcis udløser en depression.

(...)
Finn Diderichsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab mener, at depressioner blandt ledige og førtidspensionister har en dobbelt social slagside. Det er nemlig langt fra sikkert, at alle får den behandling, de har brug for, blandt andet fordi det koster penge at gå til psykolog.

»Det er alvorligt, når depressioner rammer mennesker med lav indkomst. Erfaringer viser, at den bedste behandling er en kombination af antidepressive medikamenter og psykoterapi, men når en behandling hos en psykolog nemt koster 800 kroner i timen, og du har brug for et vist antal behandlinger, er det klart, at mange ikke bliver behandlet,« siger Finn Diderichsen.

Tal fra Ankestyrelsen bekræfter at depressioner og andre psykiske lidelser kan føre til en livslang udelukkelse fra arbejdsmarkedet. Næsten halvdelen af de over 16.000 danskere, som blev tildelt en førtidspension sidste år, har en psykisk lidelse. Det betyder, at psykiske lidelser hver dag sender 22 danskere på førtidspension.

Finn Diderichsen understreger, at mennesker med depression har behov for tidlig behandling, så de ikke risikerer at udvikle en svær depression. Forskningsresultaterne viser, at der er et stort behandlingspotentiale, når helt op til 35 procent af mændene i undersøgelsen har en større eller mindre depression.

»Den største risiko, du har for at få en depression er, hvis du har haft en før. Derfor er tidlig behandling vigtig,« siger Finn Diderichsen.

Af Johan Rasmussen

Læs hele artiklen her:

Depressioner er mere udbredte blandt ledige (Ugebreveta4.dk)

Hvad er årsag & hvad er virkning ?

Spørgsmålet om det Finn Diderichsen henviser til af erfaringer er denne private undersøgelse af folk med depressioner foretaget af Psykiatrisk Privatklinik omtalt her: http://www.denmarkonline.dk/psykisk-syge-holdes-vaek-fra-arbejde-200823

Det fremgår desværre nemlig ikke om den undersøgelse omhandler folk med lette eller svære depressioner. Det er faktisk det samme som at sammenligne æbler & pærer.