You are here

USAs justitsminister vil fortsat mørklægge CIAs fangetransporter

Modkraft.dk skrev d. 10. februar 2009:

Den nyudnævnte justitsminister Erik Holder henviste mandag den 9. februar til »statshemmeligheder« som begrundelse for, at statsdokumenter ikke skulle fremlægges i en distriktsdomstol i San Francisco.

Menneskeretsadvokater har på vegne af fem CIA-fanger fremført en appel om at kunne genoptage en retssag mod det private firma Jeppeson Dataplan, som beskyldes for at have medvirket i CIA's hemmelige fangetransporter.

De fem mænd, som menneskeretsadvokaterne repræsenterer, hævder, at de blev fløjet til lande, hvor de blev udsat for tortur.

En af mændene er den etiopiske statsborger Binyam Mohamed, der har været bosat i Storbritannien. Anklagerne mod Mohamed blev trukket tilbage i efteråret, men ikke desto mindre er han stadig indespærret på Guantanamo-lejren. Mohameds sundhedstilstand beskrives af hans militære forsvarsadvokat, oberstløjtnant Yvonne Bradley som yderst kritisk efter en sultestrejke.

Fortsættelse af Bush-argumenter

Den nye amerikanske centraladministration genoptager dermed Bush-administrationens politik. I februar måned 2008 overtalte det daværende justitsministerium en domstol til af afvise en retssag med begrundelsen, at den kunne afsløre statshemmeligheder.

En talsmand for justitsministeriet sagde ifølge avisen The Guardian:

– Det er vitalt, at vi kan beskytte information, som kan sætte den nationale sikkerhed på spil, hvis den frigives.

Anthony Romero, der er øverste direktør for menneskeretsorganisationen American Civil Liberties Union, en af sagsøgerne i sagen, var skuffet over den udmelding. Han henviste til, at Barack Obama var blevet valgt på løfter om at ville stoppe misbrug af statshemmeligheder.

– Men præsident Obamas justitsministerium har skuffende svigtet på det vigtige spørgsmål om borgerlige rettigheder, siger han.

Der er ifølge Modkrafts oplysninger endnu ikke afgjort om distriktsdomstolen i San Francisco følger justitsministeriets krav.

USA's justitsminister vil fortsat mørklægge CIA's fangetransporter (Modkraft.dk)