You are here

Nyt hul i regeringens redegørelse om Afghanistan-sagen

Enhedslisten.dk skriver idag:

Amerikanerne vidste, at de 31 fanger blev mishandlet - og Danmark fik oplysningerne senest i september 2003.

- Regeringens såkaldte undersøgelse er på flere områder gennemhullet. Senest med disse oplysninger, der afslører at en helt central argumentation i redegørelsen mod filmen Den Hemmelige Krig ikke passer. Regeringen må erkende, at den har taget fejl og iværksætte en uvildig undersøgelse, siger Frank Aaen, udenrigspolitisk ordfører for Enhedslisten.

Oplysningerne om anklager om mishandling af de 31 fanger fremgår af et brev fra FN den 2. september 2002 til den amerikanske regering. Her beskriver FN flere sager i Afghanistan, herunder en sag om en lejr, der den 17. marts 2002 var angrebet og hvor 31 var taget til fange til fange. Fangerne var senere løsladt fordi de ikke var fjendtlige, men de var forinden blevet mishandlet. Beskrivelsen svarer nøjagtigt til episoden med de fanger danskerne udleverede, dog siges, at det er amerikanske soldater, der tager fangerne, formentlig fordi fangerne ikke vidste, at det var danskere, der førte dem til den amerikanske lejr. Brevet er omtalt i en FN-rapport fra 27. februar 2003.

Dermed afsløres et nyt hul i regeringens rapport, hvor det er et helt centralt argument, at den ikke kender til oplysninger om mishandling af de 31 i den amerikanske fangelejr i Kandahar: Disse oplysninger kan ikke bekræftes, hverken af det udsendte militære personel elller fra officiel amerikansk side står der i rapportens konklusion, side 21.

- Tilbagevisningen var i forvejen tynd. Det danske udsendte militære personel havde jo ikke været i lejren, da det skete. Nu viser afvisningen fra USA sig at være forkert. Som et helt afgørende argument har regeringen gang på gang henvist til et svar fra det amerikanske forsvarsministerium fra den 17. maj 2006, hvor det står, at der ikke har været nogen anklager om mishandling. Brevet er oversendt flere gange til Folketinget, men det passer altså ikke. USA kendte til anklagerne allerede i 2002 via henvendelsen fra FN. Vi ved også, at den danske regering har haft denne oplysning: FN-dokumentet blev omdelt til alle FN-medlemmer, siger Frank Aaen.

Frank Aaen stiller nu 4 yderligere spørgsmål til regeringen:
1) Vil regeringen erkende, at den siden februar 2003 fra FN har haft oplysninger om anklager om mishandling i fangelejren i Kandahar ?
2) Hvornår modtog regeringen FN-dokumentet af 2. september 2002 der rejste anklager om mishandlinger i lejren i Kandahar?
3) Mener regeringen, det er troværdigt, at USA den 17. maj 2006 svarer, at der ikke er kendskab til anklager om mishandling, når de faktisk har fået et brev om sådanne anklager i 2002?
4) Vil regeringen spørge amerikanerne igen på baggrund af de nye oplysninger?

Fundet her:
Nyt hul i regeringens redegørelse om Afghanistan-sagen (Enhedslisten.dk)

Technorati Tags: , , ,