You are here

Skattekroner til EU-propaganda

Folkebevægelsen Mod EU skrev d. 26. marts 2009:

EU-parlamentet har netop besluttet at støtte, at der bruges 500 millioner euro (ca. 3750 millioner danske kroner) på at opkøbe fødevarer og uddele dem til de fattige i EU.

Betingelsen er dog, at der er tale om fødevarer produceret i EU, og at EU fremstår som den glade giver.

Baggrunden for forslaget er, at forhindre EU-modstanden i at brede sig.

Det fremgår af forslagets bemærkninger, hvori det hedder: "Bortset fra de fordele, der er forbundet med uddelingen af fødevarer, såsom begrænsning af fattigdommen blandt Unionens dårligst stillede borgere, ændrer uddelingen endvidere deres forhold til og holdning over for Den Europæiske Union og den fælles landbrugspolitik. Derfor vil ethvert forsøg på at opgive programmet eller begrænse dets finansielle ressourcer kunne resultere i en mere negativ holdning blandt befolkningen og dermed øge antallet af euroskeptikere."

Det er anden gang i denne uge, at EU-parlamentet stemmer for milliarder til EU-propaganda. Tidligere på ugen handlede det om en såkaldt ”dialog” med EUs borgere. Ud over at ville indføre fælles EU-historie i undervisningen, så skal ”dialogen” specielt være målrettet de fattigste. Forslaget byggede nemlig på, at "undersøgelser viser, at jo dårligere uddannet og mindre velhavende borgere i Unionen er, jo mere sandsynligt er det, at de modsætter sig yderligere europæisk integration...".

Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, siger:

- EU-eliten kaster om sig med milliarder af skatteydernes penge for at gøre EU spiselig for befolkningen. Men det eneste det fremkalder er kvalme.

- Den ene dag skal de fattigste have et måltid mad med et EU-flag og den næste dag skal de have en farvestrålende brochure om EUs lykkesagligheder. Måske burde man i stedet seriøst begynde at overveje, hvorfor modstanden mod EU-staten er størst blandt de dårligst stillede i EU. Det hænger måske lige præcis sammen med den politik, som EU står for.

- I øvrigt er det tankevækkende hvor meget EU vil gøre for at bevare landsbrugsstøtten. Før var der overskudslagerne, som skulle uddeles, men nu skal produktion til uddeling støttes. Naturligvis kun fra EU. Det viser også hvor gennemført hyklerisk det er, når EU-lederne kritiserer USA's præsident for protektionisme.

Skattekroner til EU-propaganda (Folkebevaegelsen.dk) (26. marts 2009)

Omtalt i Politiken igår:
Søren Søndergaard får kvalme over fødevareuddeling (Politiken.dk) (28. marts 2009)

EU - Vi bestikker endnu smartere - med dine skattepenge. Og hvis det ikke virker, så tager vi trusler om nært forestående død, insinuationer om udsmidning af EU ved et nej og det ultimative lidt krig. Det skal nok virke - nogle gange.

Det gjorde det bare ikke ved folkeafstemningen i 2000 om Euroen i Danmark. Danskerne er ikke døde af sult og andre EU-lande vil stadig godt handle med danske virksomheder.

Det virkede heller ikke i Holland & Frankrig ved deres afstemninger om forfatningstraktaten.

Det bliver spændende at se, hvad Jens Rohde & Venstre vil diske op med at propaganda lækkerier i de sidste uger op til EU-valget d. 7. juni 2009.