You are here

Udvist: Men hvor blev hun af?

Néné La Beet skriver: 

For nogle måneder siden skrev jeg her om et indslag i radioens P1 om en ung flygtning, Aïda Havolla, som stod foran udvisning. Det affødte ingen reaktioner, men selv har jeg ikke rigtigt kunne slå den unge piges skæbne ud af hovedet. Jeg har flere gange prøvet at google hende, men der dukker intet op. Så skrev jeg til P1 Eftermiddag, som havde bragt indslaget. Jeg fik hurtigt svar tilbage, at jeg måtte forespørge hos DR Østjylland, da det var dem, der havde produceret indslaget. Sendte fluks mail. Intet svar. Uge senere, intet svar. Ny mail med kopi til P1 Eftermiddag. Intet svar. Uge senere, intet svar.

Og det er jo lidt karakteristisk for en af mine helt store anker mod journaliststanden. Hvad er der egentlig i vejen med at følge en historie helt til dørs. Og måske lidt længere? Hvorfor skal jeg opskræmmes og harmes over, at man sender en ung velintegreret pige væk fra hendes familie og hen til - ingenting. Hvis nu Udvisningsministeren alligevel har fået kolde fødder? eller omvendt, hvem fulgte hende i lufthavnen og interviewede hendes grædende skolekammerater, hvis det er sådan, det er gået? Jeg vil gerne vide det. Er jeg mon den eneste?

Det glædede mig at læse i Politiken i dag om Berlingske Tidendes tidligere flygtningemedarbejder, som efter 16 år på avisen måtte sige sin stilling op, fordi han ikke længere kunne få dem til at bringe historier om enkelte flygtninge. "Læserne i Nordsjælland ønsker ikke at høre om enkelte flygtninges historier" var argumentet. Hvilke læsere? Skal man virkelig tro på, at alle borgerlige mennesker synes, at regeringens (læs Dansk Folkepartis) flygtningepolitik er helt i orden. Og at debatklimaet ikke minder spor om debatklimaet i 30'erne?

Via

[Néné La Beet]

Nyheder: