I anledning af Århus kommunes uhyggelige spareforslag vedr. den offentlige sociale sektor serveret for nyligt i 'sparekatalog 2006'.
ET ORDENTLIGT RYK I NØDBREMSEN!!!
Velkommen til den barske virkelighed, der truer os alle via en rigid nedskæring på et felt, der umuligt lader sig nedskære yderligere! Jeg er følelsesmæssigt berørt og nervøs ved mine børns og egen fremtid som borger i Århus kommune. Alle berøres væsentligt med det såkaldte ’spare-KATALOG’; et excentrisk spareforslag, der tydeliggør, hvor stort gabet mellem politik og det levede liv kan være. Jeg troede, det var almen viden, at den sektor, der vedrører pasning og udvikling af børn, unge og ældre, allerede er ramt af pinagtigt minimale budgetter, nedskæringer og dermed ringe grobund for overskud til vigtig, ideologisk tænkning. Der er blevet drevet rovdrift på den offentlige socialsektor via besparelser gennem en årrække. Det burde være basisviden, at besparelser ikke fremmer udvikling. Pædagoger og lærere skal dagligt mobilisere overskud til vores elskede børn, og de forventes at stimulere dem, udvikle dem, undervise dem og bidrager dermed til udvikling af Danmarks væsentligste kapacitetsbank: BØRNENE. Hovedrystende konstaterer jeg, at meget få politikere besidder fundamental indsigt i, at børn ikke vokser op og bliver kompetente borgere uden omsorg, stimuli, tydelige og interesserede rollemodeller, tid til nærværende undervisning og omsorg for den enkelte. Disse betydningsbærende elementer trues direkte ved besparelser og vil få alvorlige reaktioner på sigt. Det fordrer ordentlige normeringer at gøre et dybfølt pædagogisk stykke arbejde. Det fordrer økonomisk opbakning og positiv opmærksomhed fra politisk side. Lærer- og pædagogarbejdet er centrale embeder set i større national udviklingssammenhæng, og det er et usædvanligt uselvisk arbejde, der ydes dér. Det er ikke på de territorier, vi møder karrierefokuserede, højtbetalte mennesker! Der arbejdes dagligt for at gøre noget godt for dig og mig via vores børn. Det er livsnødvendigt og påtrængende nødvendigt at satse på vækst via økonomisk anerkendelse dér. - At nedskære de i forvejen beskedne vilkår, virker som et hånligt grin op i ansigtet på alle involverede. Paradoksalt læser jeg parallelt med dette spareforslag i dagspressen om opsving, økonomisk vækst, friværdi, huspriser i millionklassen, forbrugsfest; alt sammen muliggjort via regeringens skattestop. Jeg konstaterer tørt, at det er usædvanligt dyrtkøbte goder, vi omgås, når velfærden og det enkelte lille menneskes udvikling og gode liv nu trues.
Et af de elementer, der skaber utryghed omkring fremtiden er den nye ledelsesstruktur, man ønsker i kommunen. Jeg har to børn, der har deres daglige gang i Beboernes Børnehus i Sølystgade og på fritidshjemmet Klostervangen, Langelandsgade. Personalet er begge steder fagligt flot funderet og arbejder bevidst i de dybe lag med de nære og vigtige relationer med det enkelte barn. En væsentlig faktor for en godt fungerende daginstitution er som i alle andre virksomheder synlig, nærværende ledelse, der kan skabe konsensus i institutionen og sørge for, at ideologi og praksis hænger sammen. Den TRYGHED, synlig ledelse giver, har anselig betydning for denne aktuelle virkelighed i institutionerne. Ejerskab og indflydelse giver arbejdsglæde og kommer det enkelte barn til gavn. Personalet magter selv på dage med lav bemanding pga. sygdom, kursus og ferie at være yderst nærværende, fordi det er ’deres’ institution.
Kære politikere. Bak op NU. Anerkend NU. Få indsigt NU. Undersøg og besøg de institutioner, I fjerner udviklingsgrundlaget for NU. HUSK: Brillant politik giver glade borgere, hvilket i sidste instans kan give gode valgresultater. Vi er mange, der årvågent holder øje.
Taxonomy upgrade extras:
- Log in to post comments
skattestoppet
Årsagen til at der skal spares er regeringens skattestop, som sætter øvre stramme økonomiske grænser for hvor meget kommunerne må bruge af penge.
Læg dertil strukturreformen, som også delvis skal finansieres af kommunerne selv.
Men bare pres dem via debatindlæg i Århus. Så kan der forhåbentligt findes en løsning på spareforslagene.
Og velkommen til :)
Jeg er så inderligt enig! - Godt skrevet!
Kære Judith - Jeg synes virkelig at du rammer hovedet på sømmet her!
Vi er nogle forældre der har haft behov for at samle lidt op på alle de reaktioner som er kommet og sikkert også fortsat vil komme. Derfor har vi lavet en hjemmeside der skal være et fælles værktøj hertil.
Siden kan se her:
http://www.svigt-ikke-mit-barn.dk
Vi vil meget gerne have indlæg som dette og meget gerne have hjælp til at få vores side "ud" til så mange som muligt - så vi til sidst har mulighed for at "råbe" højt nok over for politikerne.
Ovenstående tekst kan hjælpe os med det og jeg vil derfor høre om jeg må lægge dit indlæg ind på vores hjemmeside. Evt. om du har nogle forslag/ideer til siden.
Tak for de gode ord!