Jørgen Lenger skriver her, at kommunerne bevidst undlader at informere om førtidspensionisters krav på refusion af merudgifter for at spare penge.
Både i Muskelkraft og her i det handicappolitiske nyhedsbrev har jeg fortalt om, at kommunerne har store fortjenester på merudgiftsydelsen efter servicelovens § 84, for der blev i 2003 udbetalt langt færre penge end forudsat.
Af Jørgen Lenger, Udviklingschef Muskelsvindfonden.
Fra Muskelsvindfondens Handicappolitiske Nyhedsbrev d. 13. august 2005, nr. 65
Man havde forventet udgifter alene til nye førtidspensionister på 53,6 mio. kr. og de samlede udgifter til merudgiftsydelsen blev på 49,9 mio. kr., både til nye førtidspensionister og til personer, som i forvejen var berettiget til dækning af merudgifter.
Nu har folketingsmedlem René Skau Björnsson (S) imidlertid fået socialministeren til at beregne de tilsvarende tal for 2004, og tendensen er nu endnu mere markant.
Man havde forventet at bruge på 164,9 mio. kr. til merudgiftsydelser til 4.774 personer. Den samlede udgift blev imidlertid kun på 75,6 mio. kr. til 2.285 personer!
Min påstand er fortsat, at der er mange, som bliver snydt for deres merudgiftsydelse, blandt andet fordi kommunerne ikke orienterer om den, og selv om jeg synes, jeg har talt om merudgiftsydelse i en grad, så det må være kedeligt at høre på, møder jeg fortsat personer med muskelsvind, som ikke tidligere har hørt om deres muligheder.
Og det er formentlig især de unge og de ressourcesvage, der bliver snydt.
Socialministeren vil imidlertid ikke høre tale om snyd. Folketingsmedlemmerne Pernille Vigø Bagge (SF) og René Skau Björnsson har begge spurgt flere gange og har fået en sludder for en sladder, og i svaret til René Skau Björnsson med de nye tal, giver socialministeren følgende begrundelse:
"Det lavere niveau skyldes hovedsageligt, at antallet af personer på den nye førtidspensionsordning er lavere end forudsat. Årsagen til dette er, at kommunerne i perioden op til den nye ordnings ikrafttrædelse pr. 1. januar 2003 forsøgte at behandle alle sager efter den gamle ordning. Det medførte et lavere antal førtidspensionssager i 2003 og dermed også et lavere antal førtidspensionister efter den nye ordning. I forlængelse heraf er antallet af førtidspensionister og dermed modtagere af merudgiftsydelse i de efterfølgende år således også lavere end det forudsatte ved lovforslagets udarbejdelse."
Undskyld, jeg siger det lige ud, men socialministerens forklaring er det rene og skinbarlige vrøvl!
Det gør nemlig ingen som helst forskel på noget som helst, hvis kommunerne eventuelt har forsøgt at færdigbehandle alle sager efter den gamle ordning op til 1. januar 2003. Det afgørende for om en pension er bevilget efter de nye eller gamle regler er nemlig ikke bevillingstidspunktet, som ministeren påstår, men derimod datoen for sagens start.
De pensionssager, der lå i kommunernes bunke i slutningen af december 2002 ville under ingen omstændigheder føre til en pension efter de nye regler, uanset hvor langt ind i 2003 de fik lov at blive liggende.
Og når ministeren begrunder det lave forbrug med, at antallet af førtidspensionister efter de nye regler er lavere end forudsat, så skal det tallet faktisk være helt nede under det halve for at forklaringen kan passe, idet forbruget til merudgifter i 2004 som nævnt blev 75,6 mio. kr. til 2.285 personer mod forudsat 164,9 mio. kr. til 4.774 personer.
Dette er under ingen omstændigheder tilfældet. Faktisk har det tidligere givet anledning til debat, og det har også været nævnt her i det handicappolitiske nyhedsbrev, at antallet af førtidspensionister efter de nye regler mærkværdigvis ikke var faldet, selv om dette ellers var selve ideen med førtidspensionsreformen.
Bragt med tilladelse fra Jørgen Lenger
Tilføjelse (Kort om servicelovens §84):
Personer med fysiske og psykisk nedsat funktionsevne har krav på at få refunderet sandsynliggjorte merudgifter. Det kan f.eks. være til individuel transport med taxa og fritidsaktiviteter. Den trådte i kraft 1. januar 2003.
Se mere og hent en vejledning her.
Den er lavet af Jørgen Lenger med konkrete afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse. Den findes pakket i word og i pdf format.
Muskelkraft er Muskelsvindfondens medlemsblad.
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments