You are here

Går regeringen udenom Folketinget, når EUs fremtid skal diskuteres?

Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen Mod EU skrev den 3. maj 2007:

Hvorfor har Fogh ikke præsenteret Europaudvalget for Angela Merkels 12 spørgsmål om EU-grundloven, spørger MEP Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU, der sammen med EU-modstanden i Sverige og Finland har skrevet til regeringerne i de nordiske EU-lande.

EUs formand, den tyske forbundskansler har sendt et fortroligt brev med 12 spørgsmål om EU-grundloven til regeringslederne i EU-landene og ønsker svar senest i morgen fredag den 4. maj.

- Folkebevægelsen mod EU finder det dybt problematisk indtryk, at de 12 spørgsmål og regeringens svar slet ikke har været præsenteret for Folketinget og Europaudvalget. Vi frygter, at det også er situationen i de øvrige nordiske EU-lande. Derfor har EU-modstandens organisationer i vore tre lande netop sendt et fælles brev til regeringerne i Danmark, Sverige og Finland, udtaler Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.

- Vi vil vide, hvad regeringerne hver for sig vil svare på Merkels spørgsmål. Hun spørger bl.a. om det er okay at bevare det juridiske indhold, men blot ændre på navne og fjerne omtaler af EU-flag og lignende symboler. Det viser, at hun gerne vil slippe af sted med færrest mulige ændringer, så det reelt vil være stort set samme EU-grundlov, som befolkninger Frankrig og Holland afviste i 2005, siger Søren Søndergaard og tilføjer:

- Det mest skræmmende ved den aktuelle situation er, at Fogh og hans kollegaer i Sverige og Finland ser ud til end ikke at ville høre deres nationale parlamenter i denne sag. Derfor spørger EU-modstanden i de tre lande: Ønsker regeringerne ikke, at Europas fremtid skal formes i en åben og demokratisk debat?

Fundet her på folkebevaegelsen.dk:
- Går regeringen udenom Folketinget, når EUs fremtid skal diskuteres?

Læs:
Merkels 12 spørgsmål om EU-grundloven