Uvidenskabeligt og miljøskadeligt GMO-tyranni
EU-kommissionens godkendelse af gensplejset olieraps er en hån mod demokratiet, naturen og landmændene - og mod alle miljøvidenskabelige faresignaler.
Af Karina Rohr Sørensen, Folkebevægelsen mod EU
EU-Kommissionen godkendte 31. august den amerikanske gentek-koncern Monsantos gensplejsede olierapsplante til brug for fødevarer og dyrefoder. Det sker selvom et flertal af EUs medlemslande i 2004 stemte imod den eller undlod at stemme.
- Dette viser klart kommissionens arrogance over for medlemslandene og dens vægtning af de multinationale selskabers snævre interesser, udtaler Karina Rohr Sørensen, der er talsperson for Folkebevægelsen Mod EU.
- Videnskabelige undersøgelser har påvist, at gensplejset (GMO) raps er hasard med miljøet og landbruget.
Selv om kommissionen medgiver, at der er fare for ulovlig frøspild, vil den ikke skærpe sikkerhedskravene, men anbefaler bot at Monsanto skal have sin frihed til at lade hånt om risici og al tanke om ansvar.
Monsantos GMO-raps (GT73) er gjort resistent over for koncernens egen ukrudtsgift, og for både konventionelle og økologiske landmænd er resistente raps en kilde til velbegrundet frygt, idet raps nemt bliver en ukrudt på marker og tilmed kan krydse med agerkål - også en kendt potentiel markukrudt.
Undersøgelser offentliggjort af den britiske regering viser bl.a., at dyrkning af GMO-raps skader dyrelivet mere end konventionel vår-raps, og at bier kan transportere pollen fra olieraps - og således génforurene ikke-gensplejset ikke-gensplejset raps - over en afstand på 26 km.: seks gange længere end hidtil dokumenteret. For nylig har den engelske undersøgelsesrække opdaget en genmodificeret "superukrudt", der netop er resultatet af, at GMO-olieraps har krydset med ukrudtet ager-sennep.
EU-kommissionen ignorer disse kendsgerninger og har nu presset en afgørelse igennem på basis af holdningen i EUs myndighed for fødevaresikkerhed, EFSA, hvis bestyrelse er klart overrepræsenteret af industrien i forhold til forbruger- og miljøinteresser.
Endelig hemmeligholder EU-kommissionen ifølge Greenpeace en undersøgelse af GMO-rapsens virkninger, der viser, at rotter fodret med genrapsen tabte kropsvægt og fik større levervægt.
Folkebevægelsen mod EU støtter opråbet til medlemslandene om at afvise GMO-rapsen og kæmpe imod kommissionens beslutning, også af hensyn til de lande der skal avle rapsfrøerne.
Fundet her (folkebevaegelsen.dk) efter den var offentliggjort i Vejle Amts Folkeblad d. 1. oktober 2005
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments