Færøerne og Danmark af Høgni Hoydal - finanslovsdebat

I slutningen af finanslovsdebatten i tirsdags d. 6. september kom der en retorisk perle, som jeg synes fortjener mere opmærksomhed. Nemlig Høgni Hoydals indlæg om Finansloven 2006.

Høgni Hoydal får her ordet:

Jeg vil også tale lidt om proportioner, når det gælder behandlingen af den danske finanslov med særligt henblik på Nordatlanten og Færøerne. Jeg er godt klar over, at der er mange, der, når jeg har holdt min tale, vil mene, at jeg selv er ude af proportioner, men det kan vi så diskutere på et andet tidspunkt.

Det gælder selvfølgelig ikke kun for Danmark. Det gælder også hjemme på Færøerne og i de fleste vestlige samfund. Men det er altså - undskyld, jeg siger det - blevet umådelig udtalt i dansk politik gennem de senere år. Det afspejles ikke mindst i disse finanslovdebatter. Der er nærmest ingen debat om makropolitik eller makroøkonomi, om store sociale spørgsmål eller om forholdet mellem stat og marked - måske bortset fra det seneste par ordførere.

Man dykker med det samme ned i mikropolitikken. Bogholderpolitikken har sejret. Debatten handler egentlig om nogle relativt meget, meget små beløb og om uenighed om, hvor de skal allokeres, eller hvordan de skal omdirigeres til diverse konti. Debatten handler nærmest kun om kvantitet. Der er ingen grundlæggende kvalitative diskussioner om fremtiden, om samfundets sociale kurs eller den globale ulighed. Alt er jo i princippet godt. Der er blot nogle, der ikke kan følge med, og de skal så have noget kompensation og støtte til at blive som den store gruppe af middelklasse eller højere lønnede borgere.

Kl. 17.30

Dette gælder både på nationalt plan og på globalt plan. Lidt flere penge eller lidt strammere krav og noget for noget, så alle kan blive ligesom os, der klarer sig godt eller rimeligt, os, som kan indgå i det stadig mere febergale forbrug i den globale malstrøm og i det nationale marked.

Om det er afrikanere, colombianere, irakere, indere eller russere ude i verden, så de skal skabes i vores eget billede, og dertil skal vores økonomiske støtte gå eller pisken slå. Om det er førtidspensionister, hjemløse, folk, der er født og opvokset i Dammark, men er født af forældre, der kom fra et andet land, eller grønlændere, der skiller sig ud i det danske gadebillede og taler et anderledes dansk:
Dertil skal økonomisk støtte gå eller pisken slå. De skal skabes i vores eget billede med noget for noget.

Når vi ser på det samlede finanslovforslag på 2.400 sider og med udgifter på 462 mia. kr., så er det altså mest mikroøkonomiske ændringer, vi diskuterer. Men for de enkelte grupper af mennesker, som de relativt små beløb vedrører, er det selvfølgelig ikke mikroøkonomi; der bliver perspektiverne og proportionerne jo fuldstændig vendt på hovedet.

Bloktilskud til Færøerne på 615 mio. kr.
Og sådan er det også, når vi ser på det fra det danske statsbudgets perspektiv: Det er mikroskopiske beløb, der handler om Færøerne i dette års finanslovforslag. Det i anførselstegn største beløb er det såkaldte generelle tilskud til Færøernes hjemmestyre på 615 mio. kr. om året - den såkaldte blokstøtte - som i færøsk politik og i den færøske debat dominerer al tale om fremtidens udfordringer.

Den fremmanes og oppustes i folks bevidsthed som den akse, hvorom verden drejer. Det er et mikroskopisk beløb på den danske finanslov, som, når det projiceres til Færøerne, bliver makroøkonomi og bliver en slags prisme, hvorigennem alle sociale spørgsmål, uddannelse, forskning, sundhedspolitik og andre vigtige politiske udfordringer ses og afspejles. Den er næsten som en slags magi eller overtro. Folkevalgte færøske politikere argumenterer i ramme alvor for, at det er det danske bloktilskud, som er afgørende for, hvor meget vi i fællesskab skal betale til ældre, handicappede, uddannelse, sundhed og forskning i Færøerne.

Men lad os se på dette mærkværdige fænomen fra et mere nøgternt og globalt perspektiv. Tilskuddet til Færøernes hjemmestyre udgør 0,1 pct., 1 promille, af det danske statsbudgets udgifter. Til gengæld for denne ene promille af det danske statsbudget formår Danmark jo at opretholde højhedsretten og suveræniteten over Færøerne med land og med hav, og det område er faktisk to gange større end Danmarks, altså Jyllands og øernes, land- og havområde.

Det ville svare til, hvis vi forsøgte at sætte det over til færøske forhold, at Færøerne på vores offentlige landsbudget afsatte 1 promille svarende til 4 mio. kr. om året til gengæld for at have højhedsretten og suveræniteten over et land- og havområde, som var to gange større end vores.

Tager vi Grønland, så er billederne af proportionerne endnu mere absurde. De danske tilskud til det grønlandske hjemmestyre er 3 mia. kr. om året. Ud af de samlede udgifter på den danske finanslov svarer det til 0,6 pct. eller 6 promille. Det grønlandske land- og havområde er 30 gange større end Jylland og øerne med havområde.

Skal vi igen sammenligne ud fra grønlandske forhold, så svarer det til, at Grønland på sit landsbudget bevilgede 6 promille, ca. 8-9 mio. kr. om året, til gengæld for, at Grønland fik højhedsretten og suveræniteten over et land- og havområde 30 gange sin egen størrelse. Det ville svare til, at Grønland havde højhedsretten over hele det nordlige Atlanterhav med omkringliggende øer for altså 9 mio. kr. om året.
Hvis man altså prøver at se tingene fra dette perspektiv, fra denne grønlandske/færøske synsvinkel, så må det også stå klart, at Danmark får enorme internationale og globale fordele af at holde fast i den danske højhedsret i Nordatlanten for et mikroskopisk beløb om året.

Jeg ved godt, at den danske regering og mange af Folketingets partier stædigt nægter at anerkende, at Danmark selvfølgelig får meget ud af dette forhold. I stedet tales der bestandig om blokstøtte og bloktilskud til Færøerne og Grønland, som i følge de fremherskende argumenter gives af følelsesmæssige og sociale årsager.

Kl. 17.35

Men lad os så se på, hvad Dammark egentlig får ud af disse promillebeløb, hvis vi nu tager regeringen på ordet med noget for noget: Det giver international anseelse og styrker hele Danmarks globale rolle og muligheden for at indgå givtige internationale aftaler; det har givet og giver store fordele for dansk erhvervsliv og eksport i verden; det økonomiske flow og kapitalstrømmene, der flyder mellem Danmark og Færøerne og mellem Grønland og Danmark, har givet og giver store fordele for dansk eksport, danske virksomheder, den danske finansverden osv.

Her vil jeg endda slet ikke nævne den gamle diskussion om de militære fordele og de besparelser, som Danmark har på sit militærbudget på grund af sin højhedsret over Grønland og Færøerne.

Genial, moderne dansk kolonipolitik
Set i dette perspektiv er det jo, som jeg har sagt før, en - synes jeg selv - genial, moderne kolonipolitik, hvor økonomisk afhængighed og et for selvtilliden ødelæggende giver-modtager-forhold dominerer hele fremtidsbilledet for Færøerne og Grønland, og hvor vi begynder at skændes indbyrdes og er utrygge over for, om vi har noget at tilbyde verden, om vi kan stå på egne ben, eller om vi kan samarbejde på lige fod med verdens folk.

Initiativet til at ændre tingenes tilstand skal selvfølgelig komme fra Grønland og Færøerne selv. På Færøerne har vi på eget initiativ siden 2001 skåret en tredjedel bort af den såkaldte blokstøtte. Vi har sagt nej tak til et beløb på 366 mio. kr. om året, og vi har stoppet finanslovens automatiske pristalsregulering af det resterende beløb.

Hvis Danmark skulle gøre det sammen, og nu taler jeg igen om de her proportioner, så ville det målt i befolkningens og økonomiens størrelse betyde, at Danmark sagde nej tak til et beløb på 50 mia. kr. om året direkte ned i statskassen. Og ikke nok med det. Beløbet, der sendes til Færøerne, er i dag 615 mio. kr. om året. Før vi skar en tredjedel af, nærmede beløbet sig 1 mia. kr. om året. Hvis vi ikke havde beskåret det og ikke samtidig havde stoppet pristalsreguleringen, ville beløbet i 2006 være kommet op på mellem 1,2 og 1,3 mia. kr. årligt.

Det var også derfor, at vi i 2003 besluttede at betale et ekstraordinært afdrag på den færøske landskasses gæld til den danske statskasse - et afdrag på 1,7 mia. kr. lagt på bordet på en gang. Det ville igen sammenlignet med danske forhold svare til, at det danske Folketing besluttede på én gang at betale et ekstraordinært afdrag på den udenlandske statsgæld på 205 mia. kr. Dette er perspektiverne. Denne egentlig utrolige kraftanstrengelse for at skabe politisk og økonomisk selvstændighed har ikke skabt nogen overskrifter i de danske medier.

Færøerne og Grønland ses som en udgiftspost
Jeg tror heller ikke, at det er kommet danske folketingspolitikere for øre, selv om det sikkert nærmer sig en verdensrekord i frivillig afgivelse af indtægter fra et enkelt land. Men det står i dette værk, i finansministerens værk. Det står på side 216 og på side 348 i finansministerens forslag til finanslov, hvis nogen skulle være i tvivl om rigtigheden af det, jeg siger. Uagtet det, der er sket, mærker vi stadig væk på Færøerne denne underlige holdning, at Færøerne og Grønland jo egentlig er en udgiftspost på den danske statskasses budget, og at vi egentlig vil have selvstændighed for danske penge. Det er en myte, jeg meget gerne vil bruge al min taletid på at mane i jorden.

I sommer vedtog Folketinget en såkaldt overtagelseslov og en udenrigspolitisk lov vedrørende Færøerne, som bygger på den idé, at vi nu godt kan sige nej tak til resten af det her beløb, der kommer fra Danmark, men at Danmark samtidig skal bevare højhedsretten, suveræniteten og alle de internationale økonomiske fordele. Vi overtager altså hele debetsiden, mens Danmark bevarer hele kreditsiden af det dansk-færøske forhold. Det er dette, som jeg så hårdt har opponeret imod her i salen: Denne såkaldte nyordning mellem Danmark og Færøerne ændrer ikke noget indholdsmæssigt mellem Danmark og Færøerne. Det er blot en anden form, en anden måde at beskrive den eksisterende virkelighed på.

Kl. 17.40

Hvis vi ikke tager ansvaret, selvstændigheden og muligheden for at stå på egne ben med ud i verden, når pengene fra Danmark aftrappes, vil denne geniale kolonipolitik jo være fuldbyrdet. Så vil vi have alle udgifterne, men ikke det internationale adgangskort til at skaffe os nye indtægter og udviklingsmuligheder ude i verden. Det vil svare til, at en virksomhed påtager sig alle udgifter af driften af virksomheden, men er afskåret fra at indgå kontrakter eller selvstændige samarbejdsaftaler, der kan give virksomheden indtægter.

Der er mange på Færøerne, både partier og enkeltpersoner, der siger: Vi vil ikke være selvstændige, vi synes, det er helt fint, at Danmark har suveræniteten og højhedsretten, men til gengæld vil vi også have nogle penge. Og jeg kan sandelig godt forstå, at mange af dem siger: Vi vil også gerne have flere penge.

Udgifter til lejeværdi af andres bolig
Der er også folk, der har foreslået, at bloktilskuddet på den danske finanslov ændrer navn til »Udgifter til lejeværdi af andres bolig«. Vi kunne selvfølgelig vælge et mindre provokerende navn og omdøbe blokstøtte eller bloktilskud for at komme ud over dette giver-modtager-forhold og bare kalde det »Udgifter til fastholdelse af dansk suverænitet og højhedsret i Nordatlanten«. Det ville være mere symmetrisk, men det er jo ikke noget at bygge fremtiden på.

Reaktionen kommer selvfølgelig, fordi hele debatten om økonomisk og politisk selvstændighed altid ender med, at vi diskuterer de økonomiske tommelskruer, og den dominerer også hele den interne debat i Færøerne, der i bogstaveligste forstand bliver blokpolitik.

Min opfordring skal igen lyde til både regeringen og Folketingets partier: Lad os nu tale om forholdet Danmark-Grønland-Færøerne ud fra et storpolitisk og internationalt perspektiv, så vi ikke står tilbage med denne ufrugtbare diskussion og konflikt, hvor der aldrig hersker ligestilling eller symmetri mellem parterne, og hvor den ene part altid skal sætte sig i et fornedrende modtagerforhold og bede om velvilje fra dansk side for noget så basalt som at træffe afgørelser om at tage ansvaret for sin egen fremtid.

Jeg skal slutte med at oplyse, at på Færøerne behandler vi i øjeblikket et lovforslag fra mit eget parti om at oprette en økonomisk fond, som ikke blot skal kunne huse indtægter fra mulige olieindtægter og mulige privatiseringer, men også det danske bloktilskud. Dermed kunne vi finde en ordning, hvor vi selv kunne aftrappe bloktilskuddet, og hvor vi så, når det var overstået, kunne bruge pengene til investeringer i fremtiden. Jeg håber ikke, at der vil komme nogen negative reaktioner i det danske Folketing på denne sag, som der gjorde for 4 år siden, for jeg synes, det vil være en løsning, som gør det dansk-færøske forhold ære.

http://www.ft.dk/Samling/20042/salen/L175_BEH1_55_3_320.htm