En fejl er en fejl er en fejl

Hvorfor synes sprogfolk, at det er mere acceptabelt at begå én slags sprogfejl frem for en anden? Kan det have sammenhæng med, hvem der begår den?

Nu må det være tid at svinge den (lyse-)røde fane! I en kommentar til det seneste indslag På Spydet ”Jourdanglish #666” giver medblogger på Nyhedsavisen Christiansen et fint eksempel på en meget typisk sprogfejl:
"Firmaet XX har inviteret P. Thomsen og jeg indenfor til en snak".

Lige netop den slags fejl knytter der sig en ret pudsig pointe til. De kaldes af sprogfolk "hyperkorrektioner", fordi den talende husker alle de gange, hvor mor og dansklæreren har sagt, at det
altså hedder "Thomas og jeg", og derfor nu bruger det et sted, hvor det er forkert.

Der er hos samme sprogfolk en slags ret forsonende attitude over for den slags fejl: Det er jo bare en overdreven fejlrettelse og næsten halvrigtigt. Ja, i Sydengland er det efterhånden så udbredt at sige "Thomas and I" i en lignende situation med en lignende sætningskonstruktion, at det diskuteres at acceptere det i grammatikbøgerne, gør mange af dem opmærksom på.

Den slags 'forsoning' hørmer af over- og middelklassefims! Som om det skulle en mere acceptabel fejl end den stort set lige så udbredte "Thomas og mig går lige til bageren". I sproglæren er dét udtryk nemlig slet og ret en fejl, og der pyntes ikke op med ord som "hyperkorrektion".

Jeg vil æde min røde fane, hvis ikke årsagen er, at hyperkorrektionen "Thomsen og jeg" er en overklassefejl, mens "Thomas og mig" er en underklassefejl. Sagt en anelse
simplificeret, indrømmer jeg. Og da sprogfolkene selv kommer fra de bedrestillede lag generelt, kan man jo godt regne ud, hvorfor de er mere forstående her.

Jeg har det lige omvendt. De mennesker, der mest bruger hyperkorrektion, er født ind i hjem med bedre chancer for at tilegne sig et godt dansk, og de er som regel selvskrevne til at få en af de
bedre uddannelser uden at arbejde alt for hårdt.

At netop de så alligevel ikke kan tage sig sammen til at forstå
elementær kryds-og-bolle grammatik er ærlig talt direkte pinligt, og der er i hvert fald ikke noget grundlag for her at udvise særlig og sjælden mildhed, mens man lader brænde falde ned i takt med rydningen af regnskoven over den mindste underklassefejl!

Jeg siger med en parafrase over Gertrude Stein:
En fejl er en fejl er en fejl ...

vh CP