You are here

Debat: Protokol eller kaos

Hanne Dahl, MEP for JuniBevægelsen skrev i Fyens stifttidende d. 11. maj 2008 flg.:

Fagligt og politisk aktive er sikkert alt for bevidste om, at EF-domstolen inden for kort tid har slået til med flere chokerende arbejdsmarkedsdomme. Først var det den såkaldte Vaxholm/Laval-sag, senest kom Rüffert-dommen.

Vaxholm-sagen handler kort fortalt om den svenske fagbevægelses ret til at aktionere fagligt mod underbetaling af ikke-svenske håndværkere.

Arbejdsgiveren, det lettiske firma Laval, ville ikke acceptere den svenske fagbevægelses krav om, at der skulle arbejdes til lokal svensk overenskomst og lagde derfor sag an mod Sverige ved EF domstolen.

Da dommen faldt, 18. december 2007, var det chokerende: I praksis underkendte man fagbevægelsernes ret til at benytte sig af faglige blokader til at håndhæve lokale overenskomster som det gældende lønniveau.
Endnu mere chokerende er det måske, at Vaxholm-dommen på disse områder ikke blot går imod alle tidligere løfter på området, men også imod et af EU’s egne direktiver. Nemlig det direktiv, man ellers mente, ville hindre eventuelle problemer med vandrende arbejdstagere - det såkaldte udstationerings­direktiv.

Som om Vaxholm-dommen ikke skulle være nok, kom så også Rüffert-dommen. Med den er problemerne blot vokset, for den handler om hvorvidt, myndighederne har ret til at kræve noget så simpelt, som at overenskomsterne skal overholdes, når - eksempelvis - offentlige byggeopgaver sendes i udbud. Man skulle tro, det ville være et rimeligt krav at komme med, men endnu engang var domstolens afgørelse desværre uhyggeligt klar: Det er også i strid med EU’s regler.

Status er altså, at man ikke kan være sikker på, at man må aktionere fagligt imod underbetaling af udenlandsk arbejdskraft, ligesom det også kan være ulovligt at stille krav om, at de, der bygger for det offentlige, som et minimum skal betale den overenskomstmæssige løn.

Med andre ord begrænses både det offentliges og fagbevægelsernes mulighed for at sikre den måde, vi har valgt at indrette arbejdsmarkedet på altså.

Denne udvikling er i sig selv bekymrende, men dertil kommer, at det virker som om, hverken regeringen eller Folketinget tager sagen synderligt alvorligt. Man henviser ganske vist til, at man har indgået en såkaldt Europa­politisk aftale mellem V, K, S, SF, R og Y. Aftalen er fyldt med pæne ord, men det er også alt de er - ord.

Problemet er, at denne aftale har absolut ingen juridisk virkning i forhold til EU. Så let som ingenting kan EF-domstolen tilsideswætte en dansk politisk hensigtserklæring - for EU-retten kan logisk nok ikke bindes af en intern dansk erklæring.

Hvordan folketingspolitikere kan tro andet, må stå hen i det uvisse.
Det eneste, der for alvor kan sikre vores måde at indrette vores arbejdsmarked på, ville være at indføre en såkaldt protokol.

Det foreslog vi Europaudvalget allerede inden godkendelsen af Lissabon-traktaten, men uden at Folketingen handlede. Faktisk har Folketinget stadig ikke foretaget sig noget for at sikre vores arbejdsmarkedsmodel.

Personligt mener jeg, at denne sag er for vigtig til blot at lukke øjnene og drømme sig ud af problemerne. Derfor vil jeg igen slå til lyd for, at der følges op med konkret handling.

Eller sagt med andre ord: Protokol eller kaos!

Fundet her:
[Debat: Protokol eller kaos (hannedahl.eu)]

Bragt i Fyens Stiftstidende 11.  maj 2008

Se også hvor lidt den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen gør for at bevare konfliktretten i EU-parlamentet:
Nyrup Rasmussen stemte nej til at forslag om sikring af konfliktretten