You are here

Bo Elkjær: Aktindsigt om Irak-krigen 2003 fra forsvars-, stats- og udenrigsministeriet

Nedenstående filer er resulatet af en aktindsindsigtsbegæring efter lov om offentlighed i forvaltingen fra Ekstra Bladets Bo Elkjær og kan hentes fra ekstrabladet.dk og fra 4shared.com. De fylder ialt 889 MB og er fordelt på 21 PDF filer. De dannede grundlag for hans bog "Bo Elkjær: Kære Statsminister ! - løgnen om krigen i Irak" som udkom i 2008.

 

 Fra Googledoc  Anden lokation på docstoc.com

Aktindsigt a Bo Elkjær om Irak-krigen 2003 på Googledocs
Alle 21  i pdf

Aktindsigt af Bo Elkjær om masseødelæggelsesvåben forud for Irak-krigen 2003 (docstoc.com) (Ikke alle desværre :/)

Ovenstående filer blev ledsaget af disse ord d. 6 maj 2007 (Hentet fra archive.org)

ÅR2DAG270: Løgnene om Irak - Historisk dokumentation på nettet

Skrevet af Bo_Elkjaer 6 maj 2007, klokken 08:50

'Kort og klart nej'.
Så kort og klar kan en usandhed se ud.
Onsdag den 28. april 2004 var statsminister Anders Fogh Rasmussen på Folketingets talerstol for at svare på et spørgsmål om hans påstande om Iraks atomvåben.

Fogh Rasmussen blev spurgt om han kunne bekræfte, at han ikke havde dokumentation for sin påstand før krigens start om, at Irak snart ville have atomvåben.

Svaret var kort og klart nej - han kunne ikke bekræfte, at der manglede dokumentation for påstanden. Det svar var i lodret modstrid med sandheden.

Krig 'bragt til ende'
Det viser dokumenter, som Ekstra Bladets læsere nu får adgang til. Det sker i dag, på fireårsdagen for regeringens fredserklæring i Irak.

Regeringen erklærede fred med ordene 'Egentlige kamphandlinger i Irak vurderes at være bragt til ende' den 6. maj 2003.
En påstand, der i dag - 1.461 dage og tusindvis af dræbte soldater og civile senere - er lige så indlysende forkert som påstanden om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben og påstanden om, at landet snart ville have atomvåben.

Tusindvis af sider
Ekstra Bladet har, gennem årelangt tovtrækkeri, fået udleveret 10.089 sider dokumenter fra bl.a. forsvars-, stats- og udenrigsministeriet om krigsgrundlaget.

Dokumenterne er siden 2003 blevet brugt til systematisk, i hundredvis af artikler, at afdække regeringens uendelige række af usandheder og fortielser om Iraks masseødelæggelsesvåben.

Dokument nummer 5410-35-500 viser, at statsminister Anders Fogh Rasmussen talte usandt i Folketinget den 28. april 2004.

Dokumentet indgik i det materiale, Fogh Rasmussen brugte til at forberede sig i dagene op til svaret i Folketinget.
Dokumentet er en pressemeddelelse fra FN, dateret 7. marts 2003 - altså to fulde uger før krigens start.
Streg i regningen
Statsministeriet har understreget pressemeddelelsens dato. Statsministeriet har også understreget FN's konklusion, at 'efter tre måneders indtrængende inspektioner har vi til dato ikke fundet nogle beviser eller sandsynlige indikationer for, at et atomvåbenprogram er blevet genoplivet i Irak.'

Der er sat en fed, sort streg i margenen ud for FN's konklusion, at Irak ikke havde noget atomvåbenprogram.
Det var med den viden i baghovedet, at statsminister Anders Fogh Rasmussen på dagen for den danske krigserklæring den 21. marts 2003 sagde, at Irak snart ville have atomvåben.

I frisk erindring
Og det var med den viden i frisk erindring fra sit forberedelsesarbejde, at statsminister Anders Fogh Rasmussen i april 2004 gik på Folketingets talerstol og benægtede, at der manglede dokumentation for påstanden om, at Irak snart ville have en atombombe.

Ekstra Bladet har siden sommeren 2003 forsøgt at få interviewaftaler med statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller om grundlaget for krigen mod Irak. Begge nægter at deltage.

I dag offentliggør Ekstra Bladet samtlige de 10.089 sider dokumenter, regeringen har udleveret i aktindsigter. Det sker på nettet på ekstrabladet.dk.

Læs papirerne. Se dokumentationen for regeringens krigsgrundlag. Deltag i debatten. Finder du noget interessant eller vigtigt, så fortæl os det.

Dokumenterne er gemt i pdf-filer, der hver er på 500 sider. Hvis du finder noget, du mener er vigtigt i debatten, så angiv venligst hvilken pdf-fil og hvilken side, du citerer. Det gælder altså om at følge formen "irak001-500 side 397:"

God læsning. Der er nok at tage fat i. Jo, en sidste ting: Der er 21 filer, der til sammen fylder godt 900 MB. Det er altså MEGET store filer. Vær derfor tålmodig når du henter dem.


Se også:
Her lyver Anders Fogh Rasmussen om grundlaget for dansk deltagelse i Irak (10. august 2007)