Asylfuppet om Irakerne i Brorsons kirken

I slutningen af 90'erne var jeg til et foredrag med Kim Andersen fra Flygtninge under Jorden her i Vejle og det som stadig står klarest fra det møde er dette. I en landerapport, hvor hovedkonklusionen er at landet er usikkert tager flygtningenævnet én enkelt linje, som efterlader indtrykket af et sikkert land og benytter den som begrundelse for afslag på asyl !

Tilfældigvis faldt jeg over noget lignende igår ved læsning af Bo Elkjærs bog "Kære statsminister ! - løgnen om krigen i Irak":

"Forberedelsesarbejdet til fact-finding rejsen var i fuld gang. Udlændingestyrelsen havde allerede været i forbindelse med de irakiske myndigheder, og med assistance fra Udenrigsministeriet var der skaffet visa til de embedsmænd, der skulle af sted. Rejsen løb af stablen som planlagt i perioden fra den 8.-15. marts 2001, og i juni 2001 udsendte Udlændingestyrelsen "Rapport fra fact-finding mission til Irak".

Rapporten viser, at Irak i 2001 var et splittet land og konfliktfyldt land: "Den irakiske befolkning tæller omkring 22 millioner. Den største gruppe er araberne efterfulgt af kurderne. Herudover består befolkningen af turkmenere, assyrere, yezidier og armenere. Langt hovedparten af den irakiske befolkning er muslimer. Den største gruppe er shiamuslimer, der fortrinsvis bor i det centrale og sydlige Irak. Sunnimuslimerne bor fortrinsvis i det centrale og nordlige Irak. Befolkningen består herudover at kristne, et lille antal mandæere og nogle få jøder.

Iraks styrende elite har traditionelt været rekrutteret fra det sunnimuslimske minoritet, og der har gennem Iraks historie ofte været konflikter mellem denne gruppe og shiamuslimerne i det sydlige Irak, samt kurderne i det nordlige Irak", hedder det i rapporten.

Videre står der, at "menneskerettighedssituationen i Irak beskrives i en lang række rapporter - herunder det amerikanske udenrigsministeriums "2000 Country report on Human Rights Practices - Iraq February 2001", "UNHCRs Background Paper On Refugees and Asylum Iraq, June 2000" og "Report of the Special Rapporteur on the situation of human rights in Iraq, January 2001" - som særdeles kritisabel. Det fremgår heraf, at det irakiske regime kontrollerer et omfattende sikkerhedsapperat, der slår hårdt ned på enhver opposition gennem henrettelser, fængslinger, tortur og forsvindinger og en lang række fundamentale menneskerettigheder overtrædes". (Kilde: Rapport fra fact-finding mission til Irak 8. - 15. marts 2001 (PDF), Udlændingestyrelsen 2001 akt HJ1714-00017/14)

Bortset fra disse henvisninger forsøger rapporten ikke yderligere at dokumentere de irakiske menneskeretskrænkelser.

At dette er et bevidst valg, fremgår direkte af rapportens "indledning og kommissurium":

"Det skal understreges, at nærværende rapport ikke indeholder en fremstilling af de krænkelser af menneskerettighederne, som finder sted i Irak. Rapportens indhold afspejler hovedsagelig en række andre forhold, som også er af betydning for behandlingen af ansøgninger om asyl fra irakiske statsborgere i Danmark", hedder det i indledningen.

De krænkelser, "som finder sted i Irak", blev altså ikke undersøgt, men taget for givet.

Derefter beskæftiger en stor del af rapporten sig med, hvordan de irakiske myndigheder reagerede på irakere, der vendte hjem efter tidligere at have forladt landet.

"Det var umuligt at give nogen garanti for de irakiske myndigheders opførsel, der forekom noget arbitrær. Det var ikke muligt generelt at udelukke, at en tidligere asylansøger kunne pådrage sig myndighedernes vrede. Hvis den hjemvendte iraker havde forladt Irak på grund af oppositionelle aktiviteter eller havde været involveret i sådanne aktiviteter uden for Irak, ville de irakiske myndigheder med sikkerhed reagere med repressalier", hedder det i et af afsnittene om de irakiske myndigheders mulige reaktioner over for hjemrejsende irakere.

Alligevel konkluderede Udlændingestyrelsen på baggrund af rapporten, at asylansøgere, der lovligt havde forladt Irak, kunne vende hjem uden at risikere at blive forfulgt af myndighederne.

Indtil rapporten lå færdig, havde Danmark automatisk givet asyl til irakere, der kom hertil fra de områder af Irak, som Saddam Husseins styre kontrollerede. Den automatik blev nu sløjfet. Udlændingestyrelsen begyndte at give afslag til irakiske asylsøgere.

"På baggrund af den rapport mente vi, at forholdene havde ændret sig på en sådan måde, at man godt kunne vende tilbage, hvis man var udrejst legalt fra Irak. Så vi gav i flere tilfælde afslag på asyl - medmindre personerne havde været udsat for forfølgelse", sagde underdirektør Anni Fode fra Udlændingestyrelsen i et interview i Berlingske Tidende den 14. april 2002.

I 2001 og 2002 betød det, at langt de fleste irakiske asylansøgere blev afvist. I 2002 var det over to tredjedele af de behandlede sager, der endte med afslag. Fra at have ligget på mellem 87 og 97 procent raslede "anerkendelsesprocenten i spontane asylsager" for irakerne i 2002 ned på 26 procent. (Kilde: Nøgletal på udlændingeområdet, Udlændingestyrelsen 2002)
S. 14 - 16 i Bo Elkjærs bog: "Kære statsminister ! - løgnen om krigen i Irak"

Nøgletallene fra 2002 er ikke online, men det er tallene for 2003 her i:  Nøgletal for udlændingeområdet Udlændingestyrelsen 2003 (Nyidanmark.dk PDF) (se side 16 for anerkendelsesprocenter for spontane asylansøgere som fra det ene år 2001 faldt fra 88 % til 26 % i 2002 for Irakiske asylansøgere på grund af rapporten fra marts 2001.)

Anders Fogh Rasmussen kom som bekendt først til magten i november 2001, hvor effekten af "rapporten" fik fuld effekt over for de nu tvangsudviste irakiske asylsøgere i Brorsons kirken.

Tamilsagen ændrede ikke noget reelt i praksis. Nu er det tilmed sat i system under en fint lag system-støv, som ved nærmere eftersyn kan pustes væk. Det kræver såmænd ikke ret meget, før end at man støder ind i det danske "asylsystems" ækle og reelle indhold.

Det er en maskine, som er blevet omdannet til en helvedesmaskine med et omvendt kvotesystem med afslag på asyl som målet end reel tilkendelse af asyl.

Og drop så udtrykket om flygtningenævnet som et "domstolslignende nævn". Bare fordi der sidder en dommer i nævnet gør det ikke til en domstol ! Det har snarere det formål at ligne en domstol for den almindelige borger, men det er det ikke !

For at komme tilbage til Irakerne i Brorsons kirke, så er de effekten af "rapporten" som hele Folketinget stiltiende accepterer.

Med et pennestrøg ændredes godkendelserne til frakendelser og de har siddet i årevis i asylcentrene og kæmpet en kamp for at blive godkendt som asylansøgere.

Men medierne og de fleste lade journalister evner heller ikke her, at grave bare det lille spadestik dybere og udstille helvedesmaskinen i al sin ækelhed.

I Danmark smadrer man menneskers psyke og helbred. Og det bliver tilmed udstillet i fuld offentlighed.

Men hvad sker der ?

Intet.

Den almindelige dansker trækker på skulderen for alt er jo gået ordentligt til i "asylsystemet".

Men det gør det ikke.

Langt fra.