You are here

Udlevering af passageroplysninger til USA

DR P1 Orientering d. 22. juni 2007:

Hvor ofte flyver du? Hvem betaler din flybillet? Og hvad er nummeret på dit pas?

Passageroplysninger som disse, har USA siden 2001 krævet udleveret på alle rejsende, der kommer fra EU. Men sidste år dømte EF-domstolen udleveringsaftalen for ulovlig. Nu skal der forhandles en ny aftale på plads.

Den danske regering vil formentlig stemme for - og dermed godkende - en ny aftale om udlevering af fly-passageroplysninger fra Europa til USA. Det skriver Justitsministeriet i dag i et notat til Folketingets Europaudvalg.

Siden november 2001 har de amerikanske myndigheder krævet adgang til flyselskabernes oplysninger om de enkelte passagerer - før maskiner fra Europa får lov at lande i USA.

Men sidste år gav EF-domstolen Europa-parlamentet ret i, at den gældende aftale om udlevering af passageroplysninger fra Europa til USA, var i strid med EUs persondatadirektiv og dermed var ulovlig.

Derfor forsøger EUs ministeråd torsdag i næste uge at at forhandle en ny aftale på plads.

Af justitsministerens notat fremgår det, at EU-parlamentet denne gang ikke vil blive bedt om at udtale sig om den kommende aftale mellem EU og USA.

Medvirkende: Charlotte Bagger Tranberg, adjunkt i EU-ret ved Aalborg Universitet.

Af Jesper Tynell

Hør mere på DR Online:

Udlevering af passageroplysninger til USA

Nyheder: