You are here

TV2 - Triple A: TV2 overtræder vilkår om saglighed og upartiskhed

PRESSEMEDDELELSE fra Radio- og tv-nævnet d. 28. september 2005

Radio- og tv-nævnet har på sit møde den 27. september 2005 truffet afgørelse om, at TV 2 med indslagene om Triple A i TV 2|NYHEDERNE den 17. og 18. juli 2005 har overtrådt vilkår om saglighed og upartiskhed i informationsformidlingen, der fremgår af TV 2's tilladelse til public service-programvirksomhed.

Radio- og tv-nævnets afgørelse er baseret på en samlet vurdering af de udsendte indslag på grundlag af et gennemsyn af indslagene sammenholdt med de oplysninger, som TV 2 har givet i sin redegørelse.

Nævnet har derimod ikke forholdt sig til de i TV 2's redegørelse opregnede punkter a. til c., der indeholder oplysninger om produktionsprocessen.

Radio- og tv-nævnet lægger i sin afgørelse bl.a. vægt på:

• At det ikke er ganske klart, hvornår der sendes klip fra videoen og hvornår der er tale om indslag, der er optaget af TV 2
• At interviewet med chefkriminalinspektør Per Larsen fremstår for seerne som havende en direkte relation til Triple A, hvilket ikke er tilfældet
• At der i indslagene hersker nogen tvivl om antallet af de organiserede indvandrere, der ikke søges afklaret.
• At TV 2 øjensynlig ikke forholder sig til/kommenterer, at chefkriminalinspektør Per Larsen anslår et antal organiserede indvandrere, der ikke stemmer overens med TV 2's oplysninger, og at MF Tom Behnke klart afviser, at der skulle være tale om så mange som tusinde organiserede
• At TV 2 - som public service-station med en forpligtelse til i udbuddet bl.a. at tilstræbe kvalitet, jf. tilladelsens pkt. 2.1 - når stationen anvender eksterne produktionsselskaber ved tilvejebringelsen af nyheds- og aktualitetsprogrammer, har et særligt ansvar i relation til at sikre selskabernes seriøsitet.

Nævnets formand, Christian Scherfig, udtaler:

"Tilladelsens krav om, at der skal lægges vægt på saglighed og upartiskhed i nyhedsformidlingen, indebærer også en forpligtelse til at udvise omhu, særligt når der er tale om præsentation af indslag om et væsentligt samfundsproblem. Stationen har hermed ikke alene et ansvar for oplysningers korrekthed, men skal også udvise omtanke ved præsentationen af indslaget. Dette gælder med større vægt, når der som i den foreliggende sag er tale om en hovednyhed, der følges op dagen efter."

Pressemedelelse slut ...//...

Fra afgørelsen:
TV2 skal senest den 1. november 2005 indsende en redegørelse til Radio- og tv-nævnet om, hvorledes stationen fremover sikrer saglighed og upartiskhed i nyhedsformidlingen.

Læs afgørelsen her | Andre indlæg her på siden om Triple A | [weblink:http://www.mediesekretariatet.dk/]

Sidst revideret
28. september 2005 kl. 11.20

Tilføjet link andre indlæg her på siden og klargjort min tilføjelse fra afgørelsen