You are here

Penge til gældseftergivelse står ubrugte hen

DR P1 Orientering d. 27. juni 2008:

Folketinget har afsat 25 mio. kroner om året til at eftergive langvarige kontanthjælpsmodtageres offentlige gæld. Men det viser sig nu, at pengene stort set ikke bliver brugt.

For at få eftergivet gælden, er det nemlig et krav, at man går fra asken til ilden. Fra 4 års udafbrudt kontanthjælp til 5 års fast arbejde. Og det er der altså stort set ingen, der har kunnet leve op til.

Hvordan skal reglerne se ud, hvis flere i praksis skal få eftergivet gæld og komme i arbejde?

Når en kontanthjælpsmodtager skylder mange penge i ubetalte togbøder, børnebidrag, skat eller andet, så kommer skattevæsenet for at inddrive den offentlige gæld i samme øjeblik vedkommende får et job. Pengene bliver simpelthen trukket fra i lønnen.

Mennesker der står i gæld til halsen, kan dermed opleve, at der i praksis ikke er den store gevinst ved at komme i arbejde.

For at gøre det mere økonomisk attraktivt for gældsatte mennesker at arbejde, havde et enigt Folketing derfor afsat 25 mio. kr. på sidste års finanslov til eftergivelse af offentlig gæld, men pengene er stort set ikke blevet brugt.

I hele 2007 blev der ud af de 25 mio. kr. kun brugt en halv mio. kr. til formålet. Det viser et notat fra Skatteministeriet.

Reglerne for, hvem der kan få eftergivet offentlig gæld, er nemlig så stramme, at meget få kontanthjælpsmodtagere har kunnet gøre brug af ordningen og derfor er der i følge lederen af Den sociale Retshjælp i Århus ikke bare brug for en justering, men for at lave loven helt om. Medvirkende: Sandy Madar, leder af Den sociale Retshjælp i Århus.

Af Jesper Tynell

Hør mere på:
Penge til gældseftergivelse står ubrugte hen (DR Online)

Der er link til bilag, selve loven og en rapport fra sfi.dk på ovenstående link.

Nyheder: