DR P1 Orientering d. 26. juli 2007:
Væksten i den danske økonomi er på vej nedad. Og den udsigt har fået mange pessimistiske ord med på vejen i den offentlige debat. Men er det nu også så dårlig en nyhed, som nogen har villet gøre den til? Vel ikke, hvis man ser på, hvad der ligger bag.
De økonomer, der beskæftiger sig med prognoser, ér enige om, at den økonomiske fremgang vil tage af og blive mindre, end hvad den i det store og hele har været siden midten af -90’erne. Eksempelvis forudser de økonomiske vismænd en vækst næste år på under 1½ procent. Det er kun en fjerdedel af, hvad den var på i 1994.
Af debatten kan man imidlertid få indtryk af, at det gamle ord om, at man ikke både kan blæse og have mel i munden, er gået i glemmebogen. Man har også adskillige gange måttet lægge øre til forkerte udlægninger af, hvad en lavere vækst indebærer.
I en højkonjunktur som den, Danmark oplever for tiden, virker statsfinanserne som en ren pengemaskine, og det skal de have lov til i fred og ro. For finansernes selvvirkende kræfter er, som en anden autopilot, med til at holde økonomien på rette kurs.
Den indbyggede automatik er muligvis ikke nok til at holde kursen. Mange økonomer mener, at der kan være behov for at stramme finanserne yderligere. I så fald skal politikerne glemme deres mundheld om ”krone for krone”. For finanspolitisk er en krone ikke bare en krone.
Af Ole Bruus
Hør mere på DR Online:
Nyheder:
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments