Fra Obamamania til Obamajamria

Af Claus Piculell

Obama, denne blåøjede idealist med de helt rene hænder, er dermed i følge klynkerne udsat for en hidtil uset ”dæmoniseringskampagne” fra de amerikanske medier pga. sit forhold til og meget langsomme afstandtagen fra pastor Wright.  Især USA-korrespondent Martin Burcharth har i sin blog på Informations Luftskib de helt store tårer fremme.
Man kan og bør trække på smilebåndet ad den overdrevne patriotisme, den amerikanske offentlighed synes at lide af, så selv fraværet af en slipsenål med det amerikanske flag kan gøres til et problem, men man er nødt til at acceptere, at de vilkår gælder for alle, ikke blot en særlig kandidat. Og helt uden nationalisme er vi da vist heller ikke her i lille Dannevang ...?
Jo, de amerikanske medier har det med at gå i selvsving og skyde lavt, og det gør de også her i usmagelig grad. Men ikke mere usmageligt, end de – sammen med de danske medier - har gjort i snart et halvt år med ”Obamamania”, som har glorie-omkranset den sorte politiker, der egentlig blot er en retorisk begavelse med et program, som er en ringe kopi af Clintons.
Hvor var Martin Burcharth og de øvrige danske skribenter i det seneste år, hvor de amerikanske medier kørte deres sædvanlige sexistiske selvsving over for "isdronningen" Hillary Clinton på vel snart 15. år?
De svingede skam med! Der var ingen grænser for, hvad Hillary blev skudt i skoene. F.eks. i DR2 Udland den 5. marts 2008, hvor en amerikansk insideblogger, Spencer Ackerman, kolporterede den hypotese - eller måske snarere hypertese, at Hillary skam havde opgivet at blive nomineret i 2008, men blot ville skade Obama så meget, at han tabte til McCain, som hun så kunne slå i 2012.
Påstanden bunder i den generelle banalyse, der har eksisteret stort set siden 5. februar, nemlig at Hillary ikke kan indhente Obama, hverken i delegerede eller antal stemmer. Det er faktisk ikke rigtigt, hvis man tjekker det mest velinformerede netsted i USA for den slags, Real Clear Politics.
Hvis Florida og Michigan regnes med, ligger Clinton under 0,7% i stemmer og færre end 80 delegerede efter Obama, og hvis hun går lige op med Obama i North Carolina på tirsdag den 6. maj og vinder Indiana samt vinder resten, så vil hun have vundet i antal stemmer og være tæt på i delegerede, og det kan flytte de superdelegerede, der endnu ikke har taget stilling. Hillary Clinton har i øvrigt også i et stykke tid haft mindst lige så gode chancer som Obama for at slå John McCain. Men den slags vil Obama-tilhængerne ikke høre, se eller tale om ...
Og Obama, denne amerikansk politiks engel, lavede det ene grove spinangreb efter det andet over for Clinton-lejren, tilsyneladende uden såkaldt kritiske journalister gennemskuede det. F.eks. Mere end antydede han, at Clinton var Bushs medansvarlige for Irak-krigen, og at Bill Clinton var racist, når han kaldte Obama "the kid", for han tænkte sikkert "boy" - noget slaveejere og racister brugte i tiltale til de sorte - selv om Bill Clinton altid har kaldt sig selv "the comeback kid" ...
Vågn nu op, venner! De to kandidater har dels intet at lade hinanden høre, og dels undervurderer I groft republikanernes rolle i det her: De elsker hvert minut af demokratisk infight og puster til ilden overalt, dels fordi de nu anser Obama som den sandsynlige vinder, dels for at sætte lus i skindpelsen.
Således var kilden til historien om "Clintons rygtesmederi" om Obama som muslim og mulig terrorist, som alle danske medier løb af sted med, den stærkt højreorienterede og beskidte republikanske superblogger "the Drudge Report" - ingen andre kilder har kunnet findes.
Gu' ve', hvilken jamren vi står til at høre, hvis Obama skulle komme ud for bare en tiendedel af det skidt, der er blevet smidt på Hillary Clinton i årenes løb ...