EU-systemet kører bare videre

Vælgerne har ganske vist afvist forfatningen, men i Bruxelles betragter man det som en uvæsentlig detalje

EU-forfatningen har aldrig været levende. Men den er nu heller ikke død. Skabt på grev Draculas slot af hvidkitlede eurokrater uden forbindelse med den nationale virkelighed og de europæiske folk var EU-forfatningen en sjælløs Frankenstein-konstruktion. Franskmændene jog vampyren på flugt, og hollænderne drev en pæl gennem hjertet på den udøde, men tro ikke, at uhyret døde.

Af Michael Pihl, Lektor kommentar Berlingske Tidende 12. september 2005

Bæstet er da bare ligeglad og fortsætter, som om intet var hændt. Systemet kværner videre med at implementere forfatningen. Som om de to folkeafstemninger aldrig havde fundet sted.

»Først beslutter vi noget, så stiller vi det ind i et rum og venter og ser, hvad der sker. Hvis der ikke kommer skrig og opstandelse, fordi de fleste slet ikke forstår, hvad det var, vi besluttede, så fortsætter vi - skridt for skridt - indtil der ikke længere er nogen vej tilbage«

Sådan beskrev EUs forhenværende formand, Jean Claude Juncker, systemets foretrukne arbejdsmetode (Der Spiegel 52/1999).

Det var ham, der også ville have hollænderne og franskmændene til at stemme om, da de for nylig stemte forkert om EU-forfatningen. Det var også ham, der var ved at kvæle vores statsminister med demonstrativt insisterende omfavnelser ved de to regeringschefers krisemøde i foråret.

Det afslørende citat indeholder imidlertid intet nyt fra Vestfronten. For det er jo sådan, EU-systemet altid har fungeret: Først udvider det sin jurisdiktion på nye områder, hvor den ikke hører hjemme, og dernæst legitimerer det mange års magtudvidelse over nationalstaterne vha. retrospektive traktater og forfatninger.

Det drejer sig om administrativt og per dekret at skabe en retsorden uden om demokratiet og folkenes indflydelse og dernæst legitimere sit statskup med henvisninger til en eksisterende retspraksis. Flere af den halvdøde forfatnings mange institutioner er allerede etableret, selvom de formelt set først burde gennemføres efter landenes godkendelse. Vælgerne har ganske vist afvist forfatningen, men i Bruxelles betragter man det som en uvæsentlig detalje. EU-systemet kører videre. Eurokraternes uansvarlige politik i forhold til optagelsen af Tyrkiet motiverer både hollænderne og franskmændenes modstand, men optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet fortsætter.

Her et tilfældigt udvalg af institutioner og politik, som allerede er sat i værk før forfatningens godkendelse:

• et europæisk forsvarsagentur
• og en europæisk forsvarsforpligtelse, der minder om NATOs artikel 5
• et europæisk rumfartsprogram
• fælles flygtninge- og udlændingepolitik
• en EU-udenrigstjeneste
• EU-udenrigsminister
• menneskerettighedschartret
• et agentur for grundlæggende rettigheder, der skal videreføre Beate Winkler og Overvågningscentrets folkeopdragende arbejde,
• en EU-anklagemyndighed etc.

Spørger man eurokraterne, hvordan de kan tillade sig alt dette, når forfatningen nu er faldet, sender de blot Sorteper videre:

Hvor står det, at vi ikke må?

EU-forfatningen og reaktionerne på den folkelige skepsis blotlægger, hvordan systemet ganske lader hånt om nationalt demokrati - uanset hvad vælgere mener, skal processen fortsætte.

Og mens »vrangvillige vælgere« i Holland og Frankrig måske nok har stemt imod, så har europæiske sværvægtere som Cypern, Malta og Luxembourg for nylig ratificeret forfatningen. Har nu ikke hele 13 ud af 25 lande sagt ja til en europæisk grundlov - måske?

»Det er et stærkt signal om, at forfatningen lever op til forventningerne i flertallet af medlemslandene«, sagde José Manuel Barroso,

da stormægtige Luxembourg stemte ja. Ih, hvor vi gungrer!

I elfenbenstårnet opererer Dr. Frankenstein på at genoplive uhyret. Eurokratiet arbejder løsrevet fra det ansvar over for vælgerne, som kun nationale parlamentsvalg påtvinger politikerne. På denne baggrund lægges så op til folkelig debat om EUs fremtid. Den svenske EU-kommissær Margot Wallström har en plan. »Plan D for demokrati og dialog« messer hun og folder hænderne for systemets sidste desperate propagandaoffensiv.

Wallströms første indfald var ellers den svinestreg at sammenligne nej-vælger-flertallene i Frankrig og Holland med de holdninger, der førte til nazisternes jødeudryddelser, men nogle må have visket hende i øret, at så elitær og selvretfærdig en vælgerforagt nok ikke gør sig så godt uden for folkehjemmet.

Når ja-partierne nu inviterer til endnu en periode med »folkelig debat«, og Bertel Haarder ønsker mere EU-undervisning i skolerne, betyder det i virkeligheden, at unionsskeptiske vælgere skal genopdrages til at acceptere forfatningen. Oven i købet for deres egne skattepenge.

EU-debatten er stadig lige så troværdig som parfumesælgeren, der tonede frem på TV-Avisen forklædt som statsminister og udtalte, at »unionen er stendød«. Frankensteins monster lever videre som den udøde uden sjæl. Kun elsket af Europas Junckere.