You are here

EU: Sidste danske krampetrækninger mod Lissabon-traktat

Modkraft.dk skrev den 23. april 2008:

Torsdag den 24. april tredjebehandles Lissabon-traktaten i Folketinget – og det danske søm til EUs nye »grundlov« bliver derved hamret i.

JPG - 35.9 kb
Store bannere vendt mod ratificering af Lissabon-traktaten uden folkeafstemning luftes en sidste gang op mod tredjebehandlingen i Folketinget. Her sker det samme 7. og 8. marts 2008. Foto: Folkebevægelsen mod EU.

EU-skeptikere og modstandere af traktaten mobiliserer de sidste kræfter til et krav om folkeafstemning, men forgæves. Lissabon-traktaten bliver helt sikkert tiltrådt af Folketinget ved tredjebehandlingen – og SF og Socialdemokraterne vil ikke betinge en sikring af konfliktretten forud for tiltrædelsen.

SF: Traktatforhandlinger kan ikke genåbnes
Det sidste blev tydeligt på en faglig konference, der var arrangeret af LO Storbyerne og Fagligt Ansvar mandag den 21. april, hvor SFs arbejdsmarkedspolitiske ordfører, Carsten Hønge, fortalte at Socialdemokrater og SF vil ikke sammenkæde ratificeringen af Lissabon-traktaten med med et krav om en klausul, der sikrer konfliktretten.

Carsten Hønge argumenterede på mødet for, at det er umuligt at få en særlig dansk protokol eller klausul til traktaten igennem.

– Flere lande har allerede ratificeret traktaten, og de vil ikke tillade, at traktaten genåbnes, sagde Karsten Hønge ifølge Fagbladet 3F.

Han mente, at en sikring af konfliktretten i stedet skal i spil i forbindelse med afskaffelse af de danske EU-forbehold.

Det er tre domme fra EF-domstolen inden for det seneste halve år, der har stillet alvorligt spørgsmålstegn ved fagbevægelsens ret til at bruge blokader og sympatikonflikter til at gennemtvinge lokale overenskomster med lønmodtagere fra andre lande.

LO er enig med SF og Socialdemokraterne
Det folkesocialistiske medlem fik opbakning fra LO. Formanden for LO, Harald Børsting, troede heller ikke på sammenkædningen af Lissabon-traktat og strejkeretsgaranti.

– Jeg er simpelthen bange for, at Danmark risikerer at blive isoleret og at prisen for danske lønmodtagere bliver for høj, hvis vi ikke godkender Lissabon-traktaten og dermed stiller os uden for, sagde han.

Han var dog enig i at det var nødvendigt, at finde en EU-løsning, der sikrer fagbevægelsens ret til at anvende konflikt som middel til at opnå ens vilkår for dansk og udenlandsk arbejdskraft. I første omgang gennem en dansk afklaring, nemlig gennem det udvalgsarbejde, som regeringen har sat igang som følge af den såkaldte Vaxholm-dom.

– Men vi må samtidig erkende, at vi næppe kan lave en langtidsholdbar løsning alene i Danmark. Vi vil se forskellige angrebsvinkler på vores sociale model. Derfor skal der også på sigt findes en løsning i en større europæisk ramme, sagde Harald Børsting.

LO, Socialdemokrater og SF vælger dermed at ignorere at op mod 2.000 faglige tillidsrepræsentanters opfordring til at stille ratificeringsproceduren på stand by indtil konfliktretten er sikret – og traktaten godkendes med sikkerhed torsdag den 24. april.

Sidste mobilisering
EU-skeptikere og –modstandere mobiliserer dog de sidste kræfter onsdag og torsdag til kravet om at sende traktaten til en folkeafstemning i Danmark. 11 danske EU-politiske organisationer går sammen om at lave to happenings i Københavns Indre By op til og på selve dagen for den endelige danske ratificering.

Onsdag den 23. april foregår happeningen på Kongens Nytorv og torsdag den 24. april på Gammel Torv. Her vil aktivister trække et 50 meter langt banner ud med teksten: » Traktat-afstemning – ja tak!« - og desuden vil skuespilleren Jesper Klein og entertaineren Niels Hausgaard tale.

Fællesinitiativet »Ja til Europa – Nej til EU-traktaten« består af organisationerne Attac, Borgerinitiativet Ja til Europa – Nej til EU-forfatning, Fagbevægelsen mod Unionen, Folkebevægelsen mod EU, JuniBevægelsen, Nationernes Europa – EF-tilhængere imod mere union, Nødvendigt Forum, Radikalt EU-kritisk Netværk, Tænketanken NyAgenda, Udfordring Europa og Ungdom mod EU.

Organisationerne bag demonstrationen ved dog godt at de næppe vil opnå resultater med aktionen.

– Folketingsflertallet har desværre ikke ladet sig påvirke af vores protester. Derfor appellerer vi nu til folket gennem de næste to markeringer. »Med lov skal man land bygge«, står der på Københavns Byret, som danner baggrunden for vores markering på torsdag. Men hvilken lov har folketinget til at ratificere Lissabontraktaten uden om folket?”, siger Peter Westermann, en af arrangørerne af protesten i en pressemeddelse fra initiativet »Ja til Europa – Nej til EU-traktaten«.

Den danske tiltræden til Lissabon-traktaten bliver også mødt med lokale protester. Folkebevægelsen mod EUs lokalafdelinger på Amager samt Indre By/Christianshavn vil torsdag morgen mellem klokken 6.30 og 9.00 brede det samme 50 meter lange banner ud på Knippelsbro mellem Christianshavn og Indre By.

Fundet her:
EU: Sidste danske krampetrækninger mod Lissabon-traktat (Modkraft.dk)