De nordiske velfærdsstater er kendetegnet ved stor økonomisk lighed, men der findes familier med dårlige økonomiske vilkår. De har kun få midler til uforudsete udgifter, rejser og fornøjelser og har i det hele taget svært ved at opretholde et rimeligt forbrug. Derfor må de prioritere, og det er ofte børnenes behov, der kommer i første række.
PRESSEMEDDELELSE, 13. december 2005, sfi.dk
De udsatte familiers økonomi er planlagt og stram, og de har ikke mulighed for at spare op. Det gør det svært at købe stort ind, når der er udsalg. For at få pengene til at slå til studerer familierne tilbudsaviserne nøje, skriver indkøbslister eller tager kun aftalte penge med i supermarkedet. Uforudsete udgifter er et stort problem for de udsatte familier. Her må de ty til private netværk, tage lån eller få regningen opdelt. Når børnene har brug for større ting, giver forældrene ofte afkald på deres egne helt basale behov, fx for tandlægebesøg eller medicin. Det er meget vigtigt for de udsatte at kunne give børnene det samme, som andre børn har. Samtidig føler de sig udsat for omverdenens moralske fordømmelse, hvis de bruger deres penge ufornuftigt.
Udsatte familier er afhængige af lokalmiljøets udbud
De fleste udsatte familier har ikke bil og er derfor afhængige af det lokale vareudbud, som de finder begrænset. Det er samtidig et problem for de udsatte, at der ikke er banker eller posthuse i boligområderne, da de som regel ikke har kreditkort eller adgang til internettet hjemmefra. Familierne er ofte blevet placeret i deres bolig, der som regel er en lejebolig. Det medfører, at de ikke har de samme kreditmuligheder som boligejere. De er desuden mindre tilfredse med at bo i deres område end de økonomisk veletablerede familier, der selv har valgt at bo der, og som ofte ejer deres bolig.
Ny nordisk undersøgelse af udsatte familiers forbrug
Resultaterne fremgår af en undersøgelse, som Socialforskningsinstituttet har lavet i samarbejde med forskere fra det norske SIFO og Lunds Universitet. Undersøgelsen bygger på 75 interview med børnefamilier i tre store boligområder i Danmark, Norge og Sverige. Desuden har forskerne brugt deltagerobservation og interviewet lokale nøglepersoner. Undersøgelsen sammenligner udsattes og "etableredes" adgang til forbrug, sociale netværk og boligvilkår i de tre lande. Formålet er bl.a. at undersøge, hvilke strategier de udsatte bruger for at få den knappe økonomi til at hænge sammen. Undersøgelsen påpeger, at de økonomisk udsattes behov for billige varer risikerer at blive overset, fordi de mangler gennemslagskraft som forbrugere.
Skrevet af: Jens Bonke (red.) Elling Borgeraas, Runar Døving, Torbjörn Hjort, Pernille Hohnen, Norma Montesino, Mari Rysst og Tapio Salonen.
Hent rapporten her:
/ Udsatte familier må prioritere: Børnenes behov kommer først (Sfi.dk) (13. december 2005)
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments