18. februar 2011.
Til støttemedlemmer af Folkeafstemningskomite 2010.
Siden sidste brev i december -10 har Folkeafstemningskomiteen gennemført pengeindsamlingen, der dels gav 85.000 kr., dels skabte opmærksomhed om retssagen. Pengene er nu brugt som bidrag til sagsøgergruppens advokatomkostninger.
Men allervigtigst: 11. januar gav Højesterets dom medhold i, at sagsøgerne har ret (såkaldt ”søgsmålsret”) til at få spørgsmålet om, hvorvidt grundloven blev overholdt eller overtrådt ved tiltrædelsen af Lissabon-traktaten, prøvet og afgjort ved domstolene. Og statsministeren blev idømt at skulle betale sagsøgerne 101.500 kr. En stor sejr for os! Højesterets dom underkendte landsrettens tidligere dom og sendte sagen til realitetsbehandling i landsretten. Lige nu venter vi på, at landsretten sætter gang i proceduren
Som I vel har bemærket, overraskede Højesterets dom politikerne og pressen/medierne og store dele af befolkningen og vakte sågar opmærksomhed i andre EU-lande. Både sagsøgerne og Folkeafstemningskomiteen er nu i en langt gunstigere situation end før. Navnlig er der nu bedre mulighed for at få flere interesseret og engageret i sagen. Der bør derfor sættes flere kræfter og ressourcer ind på en offensiv og bred oplysningskampagne overalt, hvor vi kan komme igennem med det.
Komiteens første generalforsamling var opløftende. Der kom gode forslag til, hvad vi kan og bør gøre. Den nye styrelse, der består af Thorkil Sohn, Annelise Ebbe, Ole Krarup, Johannes Steenbuch og Helge Rørtoft-Madsen, arbejder på at få hjælp til de efterhånden mange praktiske og administrative opgaver, på nye oplysningstiltag og på at forbedre informationen i presse og medier. Hvis nogen af Jer kan og vil hjælpe med frivilligt arbejde, så sig til!
Komitestyrelsen glæder sig over at kunne takke for, at rigtig mange af Jer har sendt mange små og nogle store bidrag til annoncekampagnen og/eller selve pengeindsamlingen. Uden Jeres bidrag var det ikke gået! Og Jeres penge har virket!
Støtten til retssagen har næsten tømt komiteens kasse. Derfor må vi kraftigt opfordre Jer til at indsende det årlige, obligatoriske støttebidrag på 100 kr. (vedtaget på generalforsamlingen), medmindre man allerede har indbetalt i 2011. Send beløbet snarest muligt med check til Thorkil Sohn, Sognegårdsvej 11, Husby, 6990 Ulfborg eller overfør det direkte til vores konto ( reg. 0400, konto nr. 4015344844).
Det siger sig selv, at I er mere end velkommen til at bidrage med mere end de 100 kr. navnlig for at forbedre mulighederne for at øge oplysningsindsatsen.
Endelig opfordrer vi Jer til at hjælpe med til at gøre andre opmærksom på retssagen og at man kan støtte den gennem Folkeafstemningskomite2010, jf. www.lissabonsagen.dk
Med venlig hilsen på komitestyrelsens vegne
Helge Rørtoft-Madsen
Modtaget via
email d. 18 februar 2011
- FlemmingLeer's blog
- Log in to post comments