Politiet har bekendtgjort, at de ikke har kunnet forkynde for de sigtede i Tvind-sagen, at frifindelsen er anket, selv om de har prøvet på disses ”folkeregister- og andre kendte adresser”. Sådan var meddelelsen fra statsanklager Anne-Mette Cassøe i Radioavisen på P1 onsdag 20. september 2006 kl. 7.00.
I Radioavisen kl. 8.00 havde DR-journalist René Nielsen efter ét telefonopkald så et interview med talsmanden for Tvind, Poul Jørgensen: ”Jeg sidder her på mit kontor!” sagde denne. ”Er det en adresse, de kender?” spurgte journalisten. ”Ja ja, de har ransaget her flere gange”, svarede Poul Jørgensen, som derefter kundgjorde, at han ville være sit kontor et stykke tid endnu, men at han også havde andre ting at lave.
Sidst i indslaget kom studieværten på: ”Det sagde Poul Jørgensen til René Nielsen - for lidt siden, skulle man måske tilføje!”
__
Åh, herregud. Nu har Tvinds revolutionære fortrop siddet så pænt på rad og række i byretten i ca. tre år og været voksne og følsomme.
Efter den pure frifindelse regnede de med, at nu blev de igen sat fri fra rænker og retssager orkestreret af den politiske og mediemæssige elite.
Er det så særligt overraskende, at de afreagerer lidt med en god gammeldags kispus, som de husker fra de glade dage i Tvinds barndom?
Her er et gratis råd til Tvind-folkene, som utvivlsomt kan blive helt væk, hvis de virkelig vil. Når I er trætte af at lege, så sig, at I blot undersøgte mulighederne for jordvarme...

denmarkonline.dk