Center for Sex og Sundhed i Odense har just udgivet en bog med titlen "Seksualundervisning - Inspiration og metoder" til brug som inspiration for lærerne i folkeskolen.
Meningen med bogen er at eleverne i folkeskolen ikke længere skal udsættes for seksuelle og nærmest pornografiske billeder.
Grete Albeck fra Sex og Sundhed udtaler "der sidder en stor gruppe indvandrere i landets folkeskoler, og dem taber lærerne, hvis de viser billeder". Og se det kan der da bestemt ikke være noget tvivl om.
Men hvorfor er det lige at ændringen i seksualundervisningen skal have noget med muslimerne at gøre? Kunne den danske seksualundervisning ikke rettes lidt op, også moralsk, uden nogen grund andet end at den simpelthen trænger til det? Er det vitterligt nødvendigt at udsætte unge mennesker for billeder de måske ikke lige har alderen til?
Kunne man ikke forestille sig at seksualundervisningen kunne gøres lødigere, værdigere og lidt mere moralsk (og nu er der sikkert mange der himler op!) end den er nu.
Kunne man ikke undgå mange mange "uheldigheder" hvis man tog hånd om moralen førend det er for sent?
Det er ligesom om at moral er blevet et skældsord på dansk. Som om det er "kikset" at tale om det; som om det begrænser "friheden til at være et seksuelt væsen".
Men hvad er der galt i at koble moral og seksualitet sammen?
Det behøver jo ikke nødvendigvis ende på en "US totally Christian way" hvor man end ikke må mødes med det modsatte køn.
Men kunne man ikke forestille sig at unge mennesker ville få et lidt mere naturligt forhold til seksualitet, følelser og kærlighed hvis man lige huskede at nævne at det altså ikke nødvendigvis er lykken at skøjte fra partner til partner. At det ikke er lykken at den seksuelle debut sker tidligere og tidligere. For det er det vel ikke??
Og hvorhen er vi kommet med den typiske danske laissez-faire holdning at alt stort set er ok?
Et megalomanisk salg af "fortrydelsespiller" (hvad skete der med de unges brug af kondomer?), aborter, kønssygdomme som clamydia og AIDS.
Er det den vej vi ønsker at vore unge mennesker skal gå? Er det den måde de skal præsenteres for seksualiteten på?
Er det ikke nok at selv ganske små børn kan blive udsat for pornoblade i børnehøjde, forretninger hvor der ganske tydeligt udstilles dildoer m.v.
Hvad er der dog blevet af vores værdighed?
Seksualundervisningen i skolen er naturligvis ganske vigtig men der må være andre måder end den man bruger nu.
Det er såmænd ikke af kristelige eller andre religiøse årsager at jeg tager dette op. Man kan jo godt tale om moral på en fin og nænsom måde. En måde som de unge kan bruge til at få et mere naturligt forhold til seksualitet på. En måde de kan se at seksualitet og kærlighed hører sammen og at sex ikke bare er noget man dyrker konstant.
Derfor vil jeg igen sige at det er tåbeligt at ændre seksualundervisningen udelukkende på grund af muslimerne for vi trænger alle - muslimer, kristne, jøder osv. til at se skønheden i livet.
"Modsat den muslimske verden har vi et afslappet forhold til sex og nøgenhed i Danmark," siger Peter Skaarup (DF). Der kan man jo tænke hvad han mener med det han siger. For ér det virkelig godt med dette hersens "afslappede forhold til f.eks sex"?
At have et afslappet forhold til sex er ok men når det såkaldt "afslappede" bliver for meget så kan man tale om hvor "afslappet" det hele er. For - der må vel være en kant - en grænse.
Og dén grænse kunne vi måske finde ved alle at blive enige om at seksualundervisningen trænger til lidt af en "opløftning".
Nyheder:
- Aslaug Ruotsalainen's blog
- Log in to post comments