You are here

Betragtninger omkring Københavns Politis SMS tjek ved Ungdomhus uroligheder

Den 4. marts havde Ekstra Bladet et indlæg, som hed:

Politiet læser mistænktes sms-beskeder, når de foretager visitationer på Nørrebro

Politiet tjekker sms-beskeder (ekstrabladet.dk) (4. marts 2007)

Det studsede jeg over og jeg sendte en email til Justitsminister Lene Espersen, da jeg ikke mener der findes dispensation nogen steder for Grundlovens §72 omkring brev- og telefonhemmeligheden ved visitationer og ransagninger uden en dommerkendelse.

Grundlovens § 72
Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

Justitsministeriet svarede d. 3. april at:

Ved e-mail af 7. marts 2007 har De rettet henvendelse til Justitsministeriet vedrørende politiets aflæsning af modtagne tekst-beskeder.

Justitsministeriet kan i den anledning oplyse, at aflæsning af allerede modtagne tekst-beskeder på en mobiltelefon ikke er et indgreb i meddelelseshemmeligheden eller i brevhemmeligheden.

Hvis indehaveren af en mobiltelefon ikke vil give samtykke til aflæsning af modtagne tekstbeskeder, kan politilovens bestemmelser om undersøgelse af genstande eller reglerne om ransagning i retsplejelovens kapitel 73 eventuelt finde anvendelse, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Med venlig hilsen (se her for oprindelige indlæg)

Den formulering i sætning 2 studser jeg lidt over. Jeg mener, at SMSer er at sidestille med almindelige breve. Jeg vil søge at få en officiel definition på modtagne kontra ikke-modtagne SMSer via aktindsigt. Det har også betydning vedr. logningsbekendtgørelsen og vejledning, hvis Justitsministeriet har lavet en tolkning, der skelner imellem modtagne / ikke-modtagne SMSer.

Problemet for Københavns politi er, at de genstande som er nævnt i forarbejderne til politiloven handler om våben:

Med den foreslåede § 6 gives politiet mulighed for på bestemte steder, hvor der efter våbenloven gælder et forbud mod at besidde eller bære kniv mv., at foretage besigtigelse af personer samt undersøge tøj og genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben.
(...)

Den foreslåede bestemmelse (§6) giver alene politiet mulighed for at foretage stikprøvevisitation med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben.
Kilde: http://webarkiv.ft.dk/?Samling/20031/udvbilag/REU/L159_bilag14.htm
Pkt. 3. anden sætning

Københavns Politi kan altså ikke benytte Politilovens bestemmelser om stikprøvevisitation m.h.p. at se folks modtagne SMSer. De kan heller ikke se SMSer uden en dommerkendelse, hvis folk nægter politiet at give adgang til mobiltelefonen. Det er et indgreb i meddelelseshemmeligheden, som skal foregå efter retsplejelovens bestemmelser med forelæggelse for en dommer.

Jeg har bedt om aktindsigt i Justitsministeriets definition af modtagne SMSer i forhold til brev- og meddelelseshemmeligheden d. 3. april 2007 plus om emails hører ind under brev- og meddelelseshemmeligheden.

Grundlovens bestemmelser er ikke pjat, men indeholder konkrete frihedsrettigheder som der skal værnes om !