You are here

Fremtidens partier og den borgerlige offentlighed

For nylig udgav Socialdemokraternes Christine Antorini en debatbog om partiernes fremtid, og Claus Piculell tager i sin kommentar især problemet med debatten såvel i som omkring partierne op. Med udgangspunkt i Jürgen Habermas's analyse og problematisering af den moderne offentlighed ridses der et kradst nutidsbillede, og forfatteren kommer med nogle ganske radikale forslag til forbedringer.

Af Claus Piculell, cand.mag. i engelsk og statskundskab

Jeg tvivler stærkt på, at man kan diskutere partier uden at diskutere politik, så jeg forstår godt, hvis nogen reagerer med umiddelbar skepsis over for ordene ”borgerlig offentlighed”. Men her er der i udgangspunktet tale om en idealtype, altså en rendyrket perfektion, der ikke findes i praksis, og som er defineret af den tyske sociolog Jürgen Habermas i et helt centralt værk fra 1959. Her beskriver han, hvordan den borgerlige kapitalisme undergraver den borgerlige offentlighed, blandt andet gennem benhård og unfair økonomisk konkurrence samt interessekamp, og dertil monopoler og magtinteresser og manipulation, som alt sammen ødelægger den offentlige debat, der burde være en ægte søgen efter sandheden i fælles, rationel, ligeværdig og interessefri dialog.

Ja ja, smil nu ikke for hånligt af stakkels Habermas - jeg sagde jo, at det var en idealtype! Dog skal det nævnes, at han mener, at det tidlige borgerlige samfund i 1700-tallet var en slags tilnærmelse til idealtypen, og det er lidt bemærkelsesværdigt, fordi der netop her eksisterede en slags mild enevældig censur. Men Habermas's egentlige ærinde er at kritisere den moderne offentlighed – regnet fra ca. år 1900, herunder at påvise tabet af en saglig, fri, nuanceret og dybtgående offentlig debat – og ikke mindst i dag er det jo ikke helt ved siden af ...

Tilmed formulerede han kritikken i 1959, hvor man netop havde lagt verdenskrigenes ødelæggelse og fascisme samt nazisme bag sig, og hvor den demokratiske verden syntes på vej op, altså før verden igen gik totalt af lave! Måske havde Marx alligevel ret i, at historien gentager sig, først som tragedie og dernæst som farce?

Det forekommer nemlig mig, at den første massekommunikation i efterkrigstiden viste reelle muligheder for at uddanne mere og høre flere i debatten, men det har mildt sagt fortaget sig. Måske fordi klassekampen ikke i dag er så intens som dengang? Hvis det er tilfældet, strider det direkte mod Habermas's opfattelse, som er, at al interessekamp forringer den gode kommunikation.

Der er to grundproblemer med Habermas's teori - mindst. Det ene er, at han ikke ser, at al offentlighed er interessebaseret. F.eks. var 1700-tallets debat faktisk lige så interessebaseret som i dag, men der herskede en magtbalance mellem den hidtidige førende klasse, adelen, og det opstigende borgerskab, som begge forsøgte at alliere sig med bønderne og indtil et gennembrud affandt sig med enevælden. Man må også undre sig over, at han kan overse, hvordan interessekampen (eller klassekampen) gnistrer, da borgerskabet tager magten med hjælp fra (små)bønderne og den nye arbejderklasse i 1800-tallet.

Som følge af det vil tilhængere af hans analysemodel eller midlertidige 'lånere' af den som her (være nødt til at) se bort fra mere dybtliggende grunde til en række problemer i den politiske kommunikation, og blot se dem som ”dårlig kommunikation” og vælgerne som ”troløse” og uden tilstrækkeligt engagement eller forståelse. Så lad mig nævne her, at mange af de problemer, vi ser i dansk politik i dag, har at gøre med overgangen fra industrikapitalisme til videnskapitalisme, hvor mange vælgere er blevet volatile – altså 'rodløse' og svingende mellem partierne og mellem midtersøgning og polarisering, og at det traditionelle partisystem dermed er kommet under pres, især fordi mange partier forsøger at holde trit med vælgerne frem for at føre an i debat og forslag! Dertil kommer en sjældent heldig og lang højkonjunktur, der nu vender, og som kan få hele det internationale økonomiske system til at ende i en verdenskrise med en ny global klassekamp, hvor vi gerne skulle se løsninger via evolution og reformer frem for revolution eller reaktion.

Det andet grundproblem med Habermas's model er, at han overvurderer kommunikationens betydning i samfundet – på godt og ondt. Når man ikke ser det socialøkonomiske og socialkulturelle grundlag for samfundsudviklingen og interessernes brydning, så bliver netop 'idealtyper' af kommunikationen og dens overdrevne betydning uundgåelige. Frem for at se dialektikken mellem individers og gruppers frie vilje og forsøg på at gennemføre forandringer og deres samtidige afhængighed af samfundsstrukturerne, så ser man et samfund, der kun kan forandres eller vedligeholdes med kommunikation, og som enten er en spændetrøje for kommunikationen, eller som har en ideel kommunikation som det vigtigste udviklingsredskab.

Måske er det derfor, at cand.comm.er og andre kommunikationsuddannede er vore dages guder, ofte kendt under navnet ”spindoktorer”. Disse kommunikationsfolk former teorier og tilgange, der kun bygger på kommunikation, og de samarbejder med andre kommunikationsfolk, f.eks. journalister, der stadig tror, at de er uafhængige og centrale i den offentlige formidling, mens de i virkeligheden under de stadig hårdere konkurrencebetingelser samt med deres ringe uddannelse og endnu ringere respekt for publikum deltager i historiens hidtil største afpolitisering og forfladigelse af den offentlige debat.

Et godt og nyligt eksempel er DR1's 21-nyheder den 11. april 2008, hvor man burde have formidlet indholdet i S-formand Thornings første af to kronikker, men i stedet gik ud til et kunstmuseum, lod folk læse de ni overskrifter på 30 sekunder og derefter spurgte dem, hvad de kunne huske og mente. Et ægte engageret menneske, der ikke har været gennem vridemaskinen på en såkaldt kommunikationsuddannelse, og som ikke lider under et pres med at få forbrugt sin alt for høje løn, ville selvfølgelig have læst kronikken helt og forsøgt at formidle dens indhold i forståeligt sprog på de to minutter, man i stedet brugte på at lege cirkusklovn. DR1 er åbenbart i konkurrencen med f.eks. TV2, der kun synker endnu lavere, begyndt at levere popservice frem for public service.

”Politik er kommunikation” er den nye tids motto. Indhold, interesser og meninger er underordnede selve kommunikationsprocessen, så alt ses i dens logik. Det fremkalder et selvsvingende kredsløb, hvor alt reduceres til og forklares som spin, og befolkningen ses som passive uvidende får, man skal tale ned til.

Habermas formulerer ganske vist en vigtig kritik af det moderne (kapitalistiske) samfunds kommunikation, hvor masseproduktion og økonomiske interesser spiller en stadig større rolle og er med til at fremkalde et fald i debatniveau, som vi risikerer kun at have set den hidtidige bund af i dag, men han har samtidig gjort teori til selvopfyldende profeti, for netop han er en af de selvsvingende kommunikationsfolks guruer.

Hvis de moderne partier vil vende den udvikling, må de bryde den onde cirkel. Hvis man ønsker en saglig og bred debat om samfundets politiske fornyelse, må man simpelthen gå uden om de nuværende massemedier! Man bør etablere sine egne kommunikationsmidler og sin egne debatmiljøer -”på alle platforme” som det hedder nu om dage, hvor man inviterer interesserede borgere ind som aktive deltagere, og heldigvis er det teknologisk og økonomisk muligt på internettet. I dag er det relativt billigt og nemt at etablere såvel sin egen netavis og netradio  som sit eget nettv og netdebatmiljø som netværk i det hele taget. Lad også gerne de nuværende medier få klip og citater eller bruge partiernes egne studier og udgivelser i deres arbejde frem for omvendt.

Man kan naturligvis ikke forbyde alle andre end P1 og DR2 og måske Politiken samt Information at informere om den debat, der foregår – desværre, havde jeg nær sagt! Men man kan nægte at lade massemedierne bestemme dagsordenen, og man kan selv styre debatten, vel at mærke i sit eget 'domæne'. Et gammelt ord siger, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale, og hvis man forstår ”dårlig” som både noget værdimæssigt og noget kvalitetsmæssigt, så er det kun at ønske i disse tider, at det gamle ord er rigtigt! I så fald bliver selv den mest misvisende omtale i det mindste en chance for at lokke interesserede til, og de kan så debattere med dem, der allerede har opgivet det, man i dag forstår som den offentlige 'debat', og er søgt til steder, hvor lixtallet i både indhold og form må nå over 10.

Det er naturligvis også muligt at gå sammen med nærtstående partier og lave visse af disse ting sammen, ligesom man sagtens kan forestille sig, at folk på begge sider af det politiske spektrum, der er ved at fortvivle over det frie fald i debatniveau, kunne gå sammen om steder, der forsøgte at gå mod udviklingen. Den vigtige anbefaling her er under alle omstændigheder at gå uden om de nuværende massemedier og nægte at underkaste sig deres (kommercielle) betingelser længere. For at sikre, at en sådan udvikling ikke domineres af partier med rige venner, bør der som i USA gennemføres en ”campaign reform”, der begrænser private bidrag til partierne og kræver offentliggørelse af dem, samt øger statsstøtten efter antal stemmer betydeligt.

Et af idealerne fra Habermas's borgerlige offentlighed var, at alle privatborgere kunne deltage på lige fod i debatten. I 1700-tallet var det kun mænd over 30 med ejendom, men skidt nu med det. I den offentlige debat i dag er det stort set kun kendte mennesker, der bliver hørt. De bliver til gengæld hørt og hørt og hørt om alt mellem himmel og jord. Så enten har vi i Danmark omkring 5000 multikunstnere, der ved alt om alting, og 5 mio. mæhæer, der ikke ved noget som helst - eller også er der en skævhed i debatten, fordi kendtes meninger sælger bedre.

Selv føler jeg ikke den store trang til at vide, hvad B.S. Christiansen og Paula Larrain mener – og da især ikke om den politiske situation, og det er altså uanset, hvad Bjarne Riis, Jens Rohde,  Asger Aamund eller Henrik Dahl måtte mene om den sag. Ud over glæden ved at bruge bl.a. navnet B.S. perfidt, så tjener den bemærkning også som en lille illustration af, hvordan samfundets forskellige eliter langsomt smelter sammen gennem stadig tættere personalunioner, men befolkningen får ”brød og skuespil”. Et vigtigt formål med at omgå massemedierne er netop at modgå det stadig større skel mellem elite og folk og mellem magtfulde borgere og mediebrugere.

Et andet formål er at revitalisere partiernes indre liv. Som bekendt er det i mange år gået nedad med medlemstallene, og det viser ingen tegn på for alvor at vende. Samtidig består den politiske elite i stigende grad af mere eller mindre studerede røvere, som ofte er kommet lige fra et par år i ungdomsforbundet og ind i folketinget. Det svækker naturligvis kontakten med ”dem ude ved kakkelbordene”, som det hedder sig, og gør det svært for den politiske elite at få input fra andet end såkaldt professionelle, der så igen får input fra målinger og fokusgrupper, som svarer som de bliver spurgt. Forsigtighed bliver dermed ikke blot en borgmesterdyd, men en decideret sovepude.

Den grundlæggende løsning er oplagt: Giv alle interesserede indflydelse og plads i dialogen! Lad hver person tælle som en stemme, også i vigtige afgørelser, og lad alle komme til orde, uanset civil og anden status.

De fleste partier har nok gjort visse gode erfaringer med at åbne for en relativt fri indre debat, især på nettet, og de urafstemninger, vi hidtil har set, f.eks. formandsvalgene hos S og SF, har i nogen grad været revitaliserende. Desværre har mange meldt sig lige så hurtigt ud igen, som de meldte sig ind omkring de afgørende tidspunkter, og at SF lige for tiden går frem er formentlig udtryk for en kortvarig succes.

Naturligvis kunne partierne blot åbne for, at alle borgere kan deltage i debatten og måske endda urafstemninger om f.eks. valg af folketingskandidater og partiledelse, som så kunne blive en pendant til de amerikanske primærvalg. Sådanne tanker har været luftet af centrale politikere som Ritt Bjerregaard, og jeg vil ikke på forhånd afvise muligheden.

Problemet for partierne er naturligvis at undgå, at det giver en meget flygtig kontakt med både vælgere og medlemmer, og at det tilmed åbner for, at modstandere kan deltage i debatter og beslutninger med den hensigt at skade det pågældende parti. Derudover svækker man naturligvis yderligere grunden til at blive rigtigt medlem, hvis folk kan få stort set den samme indflydelse uden at være rigtige medlemmer.

Mit forslag til at løse det problem er ret enkelt: Lad alle interesserede deltage i debatten, men lad kun medlemmer stemme.

Det gælder både ved afstemninger om (overordnede) programmer og personvalg af ledelse og folketingskandidater. I disse dages internettider ser jeg ikke noget praktisk problem – og heller ikke noget principielt – i urafstemninger om principprogram, landsledelse, den lokale folketingskandidat og lokalledelsen. Omvendt må partiets effektivitet sikres ved, at ledelse og folketingsgruppe har fuld prokura til at tage de daglige initiativer og indgå ditto forlig. Til gengæld har jeg svært ved at tage alvorligt, at ret for alle med sympati for partiet til at ytre sig frit om ledelsens handlinger skulle kunne bringe partiet i fare i praksis.

Lad alle have mulighed for at sætte dagsordenen, hvad enten det sker med skriftlige debatoplæg, private videoer eller andet, men sørg for særlig opmærksomhed og professionalisme omkring partiledelsens oplæg og udspil. Selvfølgelig skal man sikre sig, at debatten er konstruktiv – og i øvrigt ikke 'spammes' hverken teknisk eller politisk. Derfor er man nødt til at ofre menneskelige ressourcer – også - på moderering af debatten. Rent teknisk er det ret nemt at sikre sig forskellige logins for medlemmer og ikke-medlemmer, samt for ledelse og teknikere, eller på anden måde sikre sig mod 'spam'. Men det kræver ressourcer, og ja: der menes netop ”manhours”.

Man kan selvfølgelig sætte grænsen et andet sted, f.eks. ved vejledende afstemninger på den ene side eller på den anden ved, at ikke-medlemmer må ”se, men ikke røre”. Jeg synes, at min tilgang er bedst, enklest og formentlig den, der kan fremkalde den største aktivitet og det største engagement, og som derfor kan føre til flere og mere varige medlemskaber på det lange sigt.