You are here

Pressemeddelelse: Fødsler igen i Vejle

Pressemeddelelse fra Borgerlisten i Vejle - liste E

Borgerlisten i Vejle går også til valg på, at Vejle igen får en fødeafdeling til hele kommunens barslende kvinder.

Vi bliver en kommune på over 100.000 indbyggere og en kommune af den størrelse, med bare lidt respekt for de barslende kvinder, har naturligvis en fødeafdeling.

De to første på Borgerlisten i Vejle Frank Rundstrøm og Lars Therkelsen, har igennem flere år desværre kæmpet forgæves for en bevarelse af fødeafdelingen. Der blev med mange vejlenseres hjælp indsamlet 10.200 underskrifter mod lukningen, som amtets politikere totalt ignorerede.

Frank Rundstrøm og kredsjordmoder Susanne Jeppesen fik foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg, men lige lidt hjalp det.

Amtet har nylig godkendt, at Vejle sygehus kan udleje lokaliteter til fx privat praktiserende læger.

Derfor vil Borgerlisten i Vejle arbejde og presse hårdt på for, at der etableres en fødeafdeling igen på Vejle Sygehus, eventuelt i kommunalt regi og i et tæt samarbejde med Sundhedshuset, hvor alle de fødselsforberedende undersøgelser m.v. foregår i dag. I Sundhedshuset er der allerede jordmødre og enkelte dage også den gynækologiske overlæge tilknyttet, som tidligere var på Vejle Sygehus.

Hvis Vejles Borgmester samt resten byrådet dengang, havde kæmpet ligeså hårdt for en bevarelse af fødeafdelingen på Vejles Sygehus, som de nu kæmper for en bevarelse Kanal 94, havde vi sikkert stadig haft en fødeafdeling i Vejle Kommune.

Borgerlisten i Vejle - Liste E er tværpolitisk og bygger på borgernes og lokalområdernes ligeværdige værdi, hvor borgernes ønsker bør respekteres, da borgerne ved bedst.

Borgerlisten i Vejle

Frank Rundstrøm
Lars Therkelsen
Laura Anderson
Mike Merrington