You are here

Nye tal: flere flygtninge på førtidspension

Pressemeddelelse fra Dansk Flygtningehjælp d. 16. april 2008 (absolut ikke omtalt nogen steder end på denmarkonline.dk :/ ):

Stigningen i antallet af indvandrere, som kommer på førtidspension, skyldes flygtninge fra Bosnien, Irak og Libanon, der har traumer fra deres hjemlande. Problemet er for lange ventetider på traumebehandling.

Dansk Flygtningehjælps nyhedsbrev Artikel 1a, som udkommer i dag, har sammen med Danmarks Statistik set nærmere på nylig offentliggjort undersøgelse, som viste at indvandrere stormer på førtidspension. Nye tal viser, at stigningen er langt mindre end først antaget, og at stigningen ikke skyldes indvandrere, men flygtninge.

”Vi undrede os over tallene, og gav os til at undersøge dem nærmere. Vi fandt ud af, at stigningen ikke skyldes indvandrere, men flygtninge, som har oplevet krig, voldtægt og tortur. Vi ved det kræver behandling, men vi ved desværre også, at der er alt for lange ventetider på traumebehandling i Danmark. Det er et område, som bør prioriteres højere politisk,” siger Andreas Kamm, Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at der er flere indvandrere fra ikke-vestlige lande på førtidspension end gennemsnitligt. I gruppen af indvandrere fra ikke-vestlige lande stiger andelen af personer fra flygtningeproducerende lande, mens andelen af personer fra de ’gamle’ indvandrerlande som Tyrkiet, Eksjugoslavien og Pakistan falder.

Den nyligt offentliggjorte undersøgelse, som blev citeret i en lang række medier, viste, at der var tre gange eller 171 % flere indvandrere fra ikke-vestlige lande på førtidspension i dag i forhold til for 10 år siden. Den rigtige stigning er 133 %. Ifølge Danmarks Statistik bør man samtidig tage højde for en befolkningsstigning på 94 % i gruppen af indvandrere fra ikke-vestlige lande i førtidspensionsalderen (40-64 år), hvilket samlet betyder, at udviklingen mister sin ”eksplosive karakter”.

Fundet her:
Nye tal: flere flygtninge på førtidspension (Flygtning.dk)

Nærmere tal findes i:
Læs Artikel 1a fra Dansk Flygtningehjælp i pdf format nr. 2 - 2008

Stigning i førtidspensioner

Antallet af indvandrere fra ikkevestlige lande på førtidspension steg i perioden 1998-2007
133%. Samtidig steg befolkningen i gruppen af ikke-vestlige indvandrere fra 40-64 år med 94%. Ca. 80-85% af førtidspensionisterne er 40-64 år.