Kan S blæse og have mel i munden?

Socialdemokratiets problemer handler ikke kun om personer og professionalisering af kommunikationen - snarere tværtimod. Det handler i høj grad om at vælge den politiske linje, partiet skal følge,
såvel på kortere som på længere sigt. Her ses på noget af grundlaget for den debat - som jeg især specificerede i pkt. 1+2 i artiklen  "Ny politik for Soc.dem.: 10 spørgsmål til fremtiden", nemlig hvem der har hvilke interesser i den nye vidensøkonomi, og om S kan kæmpe for grupper med næsten modsatte interesser. Noget populært kan man sige, at S lige nu står med en svær opgave i at genvinde vælgere fra Dansk Folkeparti og V+Y+K på én gang.

Af Claus Piculell / Nutcracker

Understrømningerne

Det grundlæggende problem stikker meget dybere, end hvordan man (gen)vinder vælgere fra V+Y+K  og V+O, og skal bestemt ikke forstås som blot lidt valgtaktik før næste valg. Men der er ingen tvivl om, at det er lykkedes Fogh at manøvrere ind på midten og appellere til såvel grupper, der sætter velfærden meget højt, og grupper, der ser chancer i globaliseringen. Omvendt har Dansk Folkeparti på den ene side og de Konservative, Ny Alliance og de Radikale lpå den anden side appelleret klart til hver sin gruppe: Dem, der frygter det nye, og dem, der ikke kan vente på det.

Det overordnede problem er at udvikle en nyformulering af Socialdemokratiets værdier, så de giver mening i det 21. århundrede. Der skal træffes en række vigtige valg for fremtiden, og der skal lægges en strategi, der forener gamle og nye grupper, og rammer det rette forhold mellem frihed og fællesskab. I det moderne videnssamfund er der (mindst) to
højre-venstre akser. De bør kaldes den socioøkonomiske og den sociokulturelle akse. Den første handler om jobs, vækst, omfordeling, offentlig-privat og interessegrupper. Den anden handler om udlændinge, lov&orden, miljø, opdragelse, respekt, kommunikation m.v.

Men det er en meget stor fejl at tro, at de to akser ikke spiller sammen, eller at den sociaokulturelle akse nuomdage er vigtigst: Man kan ikke tale udlændinge uden at tale både jobs og omfordeling, og miljø var et kampfelt, før nogen tænkte på den sociokulturelle akse, og rummer netop i dag store økonomiske interesser, globale overlevelsesaspekter såvel som kulturelle holdninger ang. generationskontrakt, dyrevelfærd, økologi og hjælp til at løse den 3.verdens problemer.

­

Det store folkeparti

Målet for S må være at finde en balance mellem traditionelle værdier og nye visioner, forankring og fornyelse, kritisk opposition og konstruktiv realpolitisk indflydelse, kortsigtet taktik med jobskabelse/uddannelse frem til næste valg og mere langsigtet strategi med sikring af velfærden i fremtiden, og endelig tryghed for kernegrupperne og tiltrækning af vidensøkonomiens nye grupper.

S har som ”det store folkeparti” altid kæmpet for ”de små” og ”den brede befolkning”. Det bør jo oplagt fortsat være hovedopgaven for S, men hvordan? For at svare på det må man jo vinde ud af, hvad der gavner de brede befolkningsgrupper. I den nye, globaliserede vidensøkonomi vil nogle af hovedgrupperne blive '1. klasse', selvstændige eller selvstyrende 'projektmagere', 'vidensjobbere', 'serviceledere', ’serviceansatte" og endelig 'grundlønnere'.

De nye lag

'1. klasse' er ejere, direktører, organisationspampere og andre ledelseskategorier, og de minder om den gamle overklasse med tilhørende eliter, men indoptager medlemmer fra den nye vidensproduktion. Projektmagere vil blive enten selvstændige, som arbejder fra kontrakt til kontrakt med videnstunge opgaver, eller ansatte med ansvar i selvstyrende grupper, der arbejder med deadlines. Vidensjobbere
vil blive de mennesker, der assisterer 1. klasse og især projektmagerne, og som drømmer om og ser muligheder for selv at komme højere op, men som ved, at det aldrig kan lykkes for dem alle. Serviceledere er de nuværende selvstændige næringsdrivende, servicefirmaer og håndværkere, samt serviceledere i det offentlige. Serviceansatte er de ansatte og underordnede hos de selvstændige og ikke mindst de mange i den offentlige sektor med opgaver inden for opdragelse, uddannelse, omsorgs, rådgivning og meget andet. Også de vil håbe på opstigning og vide, at ikke alle kan få
det. Grundlønnerne vil ganske enkelt være de mennesker, der som den vigtigste del af deres indkomst har det til enhver gældende, delvist eller helt officielle, eksistensminimum, som de ofte vil få via overførselsindkomster. Det er en stor gruppe med en del fællesinteresser, men også
utallige forskelle: Pensionister contra studerende, førtidspensionister m.v. contra arbejdsløse og folk under videreuddannelse og opkvalificering.

Det store spørgsmål

Hos Grundlønnerne vil en del føle, at de ikke alene er udenfor, men også, at det udenfor truer deres verden og lille udkomme. Det skal S kunne give et realistisk forsvar mod. 1. klasse og de fleste projektmagere trænger ikke særligt til S's hjælp, om end mange nok vil være gladere for at vide, at der er et sikkerhedsnet, hvis det skulle gå helt galt, og at de kan gå rundt i København uden bodyguards ...

De øvrige grupper består alle af mennesker, hvis værdier og situation ikke er væsensforskellig fra den sene industrikapitalismens lønarbejdere, men som kan nære større håb om at realisere deres muligheder. Deres værdier og situation passer derfor med de gamle grundprincipper i en delvist ny fortolkning: frihed, lighed og broderskab, hvor der
dels i høj grad er behov for at få reformuleret og reintroduceret f.eks. rettigheder og pligter, og hvor målet samtidig må være mest mulig reel frihed for flest mulig folk i et stærkt og frisindet fællesskab. I disse grupper har alle øjet på opstigning, samtidig med at man også værdsætter velfærden, men måske ikke altid gør sig klart, hvad den kommer af. Ikke desto mindre er disse gruppers kerneinteresse er lig deres kerneværdi: Åbenhed for verden og andre p.g.a. de store muligheder, de ser i den globale vidensøkonomi.

Og her er så mit spørgsmål: Kan man kæmpe både
for folk, der frygter åbenhed og globalisering af sociokulturelle og socioøkonomiske grunde, og for folk, for hvem det ses som positiv tolerance men også en direkte økonomisk nødvendighed?

­