You are here

EUs Kemilov: Miljøet har tabt og kemiindustrien har vundet

JuniBevægelsen skriver:

"I dag har vi i Europa-Parlamentet stemt om kemikaliereformen REACH, desværre endte det med et udvandet forslag," siger Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsen.

'Efter at den liberale, den konservative og den socialdemokratiske gruppe i Parlamentet indgik et kompromis, er forslaget gået fra at tage hensyn til miljø og sundhed, til i stedet at beskytte kemiindustrien. I praksis vil deres forslag betyde, at det, i en del tilfælde, vil blive industrien selv, der skal bestemme, om den lever op til kravene om, at tjekke hvor giftige stoffer er. Det er for ringe.'

'til trods for at substitutionsprincippet blev styrket, har jeg ikke med god samvittighed kunne stemme for forslaget. Godt nok stiller man krav om at giftige stoffer skal erstattes med mindre giftige stoffer, men kemilobbyen har fået held til at sikre, at man ikke har tilstrækkeligt med oplysninger til at kunne erstatte en del af de giftige stoffer med mindre giftige. Dermed giver det kun en illusion af at man har gjort noget, men reelt set, så rokker det ikke ved, at vi stadigt vil have hovedparten af de giftige kemikalier i vores hverdag.'

Bondes Briefing: En uge med REACH

Europa-Parlamentet stemte om REACH i torsdags. På mødet i Formandskonferencen havde jeg foreslået en meget omhyggelig afstemningsprocedure med afstemning om hovedafsnittene. Det fungerede upåklageligt. Afstemningen om den vigtigste sag i dette parlaments valgperiode tog kun to timer.

Der anvendes op mod 100.000 kemikalier i dag, og virkningerne af de fleste af dem er ukendte. Med den nuværende fart vil det tage flere tusind år, før vi får beskrevet sammensætningen af de forskellige kemikalier. REACH er det første skridt i retning af en proces, hvor vi får et bedre kendskab til os selv, eftersom vi påvirkes af en lang række farlige produkter.

Kemikalier kender ingen grænser. Det er derfor logisk at starte lovgivningsprocessen på EU-plan. Jeg er en varm tilhænger af REACH, men af forskellige årsager var jeg nødt til at stemme imod i torsdags. For det første var forhandlingsforløbet bag forslaget uacceptabelt. Parlamentets holdning blev i væsentlig grad påvirket af lobbyister fjernt fra offentlighedens søgelys. Den tyske regering og den kemiske industri har anvendt alle muligt tricks for at forhindre Parlamentet i at tage stilling.

Ledende medlemmer af Miljøudvalget har forhandlet bag vores ryg og for eksempel udelukket udvalgets første næstformand, Hans Blokland, fra enhver indflydelse i den sidste forhandlingsrunde. Blokland repræsenterer min gruppe og i dette spørgsmål også min holdning. Vi arbejdede sammen i forrige uge og tog et vigtigt stik hjem, da Parlamentet vedtog at ændre bestemmelserne om F-gasser fra en fuldstændig harmonisering til en minimumsharmonisering, som satte Danmark og Østrig i stand til at fastholde deres forbud mod F-gasser.

Den grønneste del af Miljøudvalget blev sat uden for al indflydelse, fordi elefanterne fra de tre største politiske grupper møvede sig ind. Deres kompromis var ikke vores kompromis. Hvis vi ikke er med i studehandelen, har vi ingen pligt til at levere stemmer.

Det er logik, men normalt ser jeg også på slutresultatet, og jeg ville have stemt for, hvis der blot var det mindste fremskridt, og det kompromis, som Parlamentet nåede frem til er bedre end det nuværende kemiske kaos. Vi fik nogle meget vigtige ændringsforslag om substituering igennem. Det betyder, at offentlige myndigheder kan kræve af erhvervslivet, at de anvender mindre farlige kemikalier. Dette princip vil tilskynde erhvervslivet til at modernisere og udvikle nye kemikalier.

Mindre farlige alternative kemikalier vil være en succes på eksportmarkederne og skabe tusindvis af arbejdspladser i stedet for dem, som alligevel vil gå tabt til andre lande. Men efter afstemningen dekreterede de kristelig-demokratiske ordførere, at deres kolleger skulle stemme for det samlede resultat, fordi de havde en aftale med medlemmer at Rådet om, ikke at acceptere vores forbedrede ændringsforslag. Det er en fuldstændig uacceptabel fremgangsmåde og jeg var nødt til at stemme imod i en situation, hvor jeg ellers ville have stemt ja. Greenpeace har kritiseret resultatet for at være for ringe, fordi kun 16 % af de eksisterende kemikalier vil blive kontrolleret. Jeg er enig, og jeg stemte for, at flere skulle underkastes kontrol, men jeg kom ikke igennem med det. Men 16 % er mere end 0 %, så det er ikke hovedårsagen til, at jeg stemte imod.

Vores spanske næstformand i Europa-Parlamentet begik en alvorlig fejl ved afslutningen af afstemningen. Han skulle have spurgt Kommissionen, hvilke ændringsforslag den ville støtte. Vi fik ikke noget svar. Selv om vi protesterede, satte han den endelige tekst under afstemning. Det er en hel klar overtrædelse af Parlamentets forretningsorden, og min gruppe har sendt en klage til Formandskonferencen. Denne procedure er meget vigtig, eftersom Europa-Parlamentet ikke er et parlament, men snarere en rådgivende forsamling. Vore stemmer ændrer ikke lovgivningen. Det er kun når den ikke-folkevalgte Kommission godkender forslag fra de folkevalgte medlemmer af Europa-Parlamentet, at de har en chance for at blive godkendt i Ministerrådet.

Det er temmelig forvirrende. Vores Parlament fungere som et råd, og Rådet fungere som et parlament, og Kommissionen er ikke en kommission, men en regering med monopol på at tage initiativ til ny lovgivning.

Vores ændringsforslag vil nu blive behandlet i Kommissionen, og den vil derefter beslutte, hvad den vil indstille til Rådet. Rådet skal derefter kigge på ændringsforslagene og høre deres respektive parlamenter om resultatet. Under andenbehandlingen skal vores ændringsforslag vedtages med et flertal af Parlamentets medlemmers stemmer. Selv om et ændringsforslag opnår 366 stemmer for og ingen imod, vil det stadig være forkastet. Det er nødvendigt, at et ændringsforslag opnår 267 stemmer, for at Kommissionen optager det til behandling. I Kommissionen er der blot behov for et simpelt flertal for at beslutte, hvilke ændringsforslag der skal nyde fremme i Rådet

I Rådet skal vores ændringsforslag derefter opnå et kvalificeret flertal på 232 ud af 321 mulige stemmer for at blive vedtaget.

Hvis Parlamentet og Rådet ikke kan nå til enighed, er det op til Forligsudvalget at træffe afgørelse. Et simpelt flertal i Europa-Parlamentet og et kvalificeret flertal i Rådet er tilstrækkeligt for at opnå et kompromis.

JuniBevægelsen, d. 17. og 18. november 2005

Jens-Peter Bonde er JuniBevægelsens medlem af EU-parlamentet.