You are here

Afskaf introduktionsydelsen

Dansk Socialrådgiverforening skriver i en pressemeddelelse d. 5. december 2006:

Vismændene i det Økonomiske Råd anbefaler regeringen at afskaffe introduktionsydelsen. På et pressemøde i dag i forbindelse med offentliggørelsen af rådets rapport sagde overvismand Peter Birch Sørensen:

”Når ydelsen ingen effekt har, men blot forarmer de mennesker, der får den, så kan man ikke forsvare ydelsen.”

Om introduktionsydelsen som økonomisk incitament siger vismændene i rapporten:

”Incitamenterne til at søge arbejde påvirker dog kun personer, der har en realistisk mulighed for at komme i beskæftigelse. Nogle af de fattige har så ringe kvalifikationer eller så dårligt helbred, at økonomiske incitamenter ikke har betydning for deres chancer på arbejdsmarkedet.” side 11 i rapporten.

Vismændenes anbefaling kommer som en indlysende konklusion på en række undersøgelser, som dokumenterer, at introduktionsydelsen og starthjælpen ikke får flygtninge i arbejde: SFI’s undersøgelse fra 2005 ”Loft over ydelser”, CASA-undersøgelsen fra 2006 ”Flygtninge på starthjælp” og regeringens egen ”Kulegravning af kontanthjælpsområdet”. Alle undersøgelser viser entydigt, at de nedsatte ydelser helt konsekvent rammer mennesker med dårligt helbred og svage kompetencer. De viser også, at fattigdom er en næsten uoverstigelig barriere for både integration og for at komme i arbejde.

På trods af denne klare dokumentation fastholder beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i dag i en pressemeddelelse, at ydelsen har effekt - denne gang med henvisning til nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening. En undersøgelse, som overvismanden på dagens pressemøde tilbageviste som metodisk forkert.

Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, siger:

- Beskæftigelsesministeren benægter simpelthen kendsgerningerne og fastholder, at de nedsatte ydelser får flere i arbejde. Jeg kan kun opfatte ministerens stædige udmeldinger som ren ideologi. Men uanset, hvor meget han gentager sit mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde, så løser det ikke problemerne for de ledige, som er syge og mangler kvalifikationer. Det går over min forstand, at Claus Hjort Frederiksen mener at vide bedre end den danske forskerverden og nu altså også de vismænd, der er udpeget af hans egen regering. Det er et meget stort ansvar ministeren påtager sig.”

Fundet her på : Dansk Socialrådgiverforening, hvor kontaktinfomation til Bettina Post findes.

Technorati Tags:

Nyheder: