You are here

Udredning: Staten kunne have sparet 35 procent på opgaver hos privathospitaler

DR P1 Orientering d. 6. oktober 2010:

Priserne til privathospitalerne skulle sættes ned med 25 procent. Det var, hvad den konservative partiformand Lene Espersen sagde til Politiken i marts sidste år.

Men den udredning fra Sundhedsministeriet, som hun udtalte sig på baggrund af, anbefalede faktisk en endnu større besparelse - nemlig en besparelse på helt op til 35 procent.

Ingen måtte se udredningen
Lene Espersens udtalelser om de 25 procent har den seneste tid vakt voldsom debat, netop fordi ministeren har måttet erkende, at hun udtalte sig på baggrund af en udredning, som ingen andre på det tidspunkt fik lov til at se. Hverken Folketinget, Rigsrevisionen eller offentligheden.

Og de 25 procent, som Lene Espersen foreslog, og som har bidt sig fast i debatten, er altså ikke hele sandheden om, hvad Sundhedsministeriet regnede sig frem til. Ministeriets udredning lægger op til, at taksterne i runde tal kunne sættes ned med 30 til 35 procent, og at der derved kunne spares mellem 300 og 350 millioner kroner om året.

Danske Regioner: Det ville vi gerne have vidst
Det ville Danske Regioner, der forhandlede priserne med privathospitalerne, gerne have vidst. Det siger formand, Bent Hansen, til Orientering i dag.

- Vi havde jo et ønske om at stå så stærkt som muligt i forhandlingerne, fordi der var en klar opfattelse hos os om, at taksterne skulle have en væsentlig nedsættelse. Og det at have ekstra tørt krudt ved, at der lå en rapport med ikke 25 procent, som vi troede der stod, men 30-35 procent, det ville alt andet lige have styrket vores position og vores argumentation, siger han.

Danske Regioner kendte, ligesom offentligheden i øvrigt, kun til Lene Espersens udtalelse om, at der skulle spares 25 procent.

Skrevet af: Heidi Kirkebække

Indslag af Astrid Fischer
Hør mere på:
/ Udredning: Staten kunne have sparet 35 procent (DR Online) (6. oktober 2010)

Det kan jo undre mig, at der skal gå et år før en journalist opdager det her. Redegørelsen blev offentliggjort i oktober 2009 !

Men godt at DR P1 Orientering graver det spadestik dybere !

Så kan jeg jo spekulere på, hvor meget andet pressen overser... :/