You are here

Beskæftigelsesministeriet skaber uklarhed om Ankestyrelsens afgørelse om instruktionsbeføjelse over for vikarer i kommunerne

DR P1 Orientering d. 5. maj 2010:

I dag var dommens dag for de mange kommuner, der har ladet sagsbehandlere ansat i private vikarbureauer lukke for udbetalingen af penge til mennesker, der er sygemeldt fra deres arbejde.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg var i dag kaldt i samråd med spørgsmål fra Line Barfod i Folketinget efter Orientering har afdækket, at Ankestyrelsen for flere måneder siden har erklæret en række kommuners brug af privatansatte sagsbehandlere for ulovlig.

Skal være på kommunens lønningsliste
I samrådet slog Inger Støjberg fast, at private virksomheder ikke må træffe afgørelse om at standse udbetalingen af sygdagpenge.
Hvis kommunerne vil lade vikarer afgøre sager om sygedagpenge, så skal "de indgå i kommunens medarbejderstab", sagde beskæftigelsesministeren og pointerede, at det betyder, at "de skal være på lønningslisten hos kommunen".

Hvem skal udbetale lønnen?
Ministerens udmelding til Folketinget er, ifølge lektor i forfatningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing, helt korrekt. Han understreger, at kun vikarer, som en kommune selv har ansat, er omfattet af en række af de lovgivningsmæssige krav, der skal sikre borgerne en korrekt sagsbehandling. Han mener, at vikarer, der lukker for udbetaling af penge til sygemeldte, derfor kun må komme fra et vikarbureau, hvis de bliver ansat hos og modtager deres løn direkte fra kommunen.

Men hen på eftermiddagen modtog Orientering en e-mail med en ny besked fra Beskæftigelsesministeriet. Nu oplyser ministeriet, at ministeren er af en anden opfattelse:
"Beskæftigelsesministeren sagde under samrådet i dag, at det afgørende var, om personerne var på lønningslisten. Med dette sigtede ministeren til, at der skulle være tale om personer, hvor kommunen betalte lønnen, enten fordi de var almindeligt ansat, midlertidigt ansat som vikarer, eller at kommunen brugte vikarer fra et vikarbureau, og hvor kommunen betalte vikarbureauet for bistanden. Det afgørende er, at kommunen i alle tilfælde har instruktionsbeføjelsen med hensyn til, hvordan opgaven skal løses."

Men i de sager, som Ankestyrelsen netop har afgjort, påpegede kommunerne netop, at de havde instruktionsbeføjelser over de privatansatte sagsbehandlere. Alligevel slog Ankestyrelsen fast, at sagsbehandlernes afgørelser om at standse udbetalingen af penge til sygemeldte var ulovlige.

Skrevet af : Emma Emilie Toft Jensen

Indslag af Jesper Tynell

Hør mere på:

Støjberg: Private aktører må ikke lukke for sygedagpenge (DR Online) (5. maj 2010)

Sikke nogle amatører i det ministerie... :/