You are here

Dødssyg - og så vil de aktivere mig

Linda Schrøder, Kalundborg skrev i Kalundborg Folkeblad d. 30. januar 2010:

Man ligger - mod manges bedrevidende - ikke stille som alvorligt sygemeldt. Man har travlt, næsten dagligt, med udmattende behandlinger.

I tirsdags blev jeg ringet op af sygedagpengekontoret. Jeg har været sygemeldt siden marts sidste år på grund af brystkræft. Jeg skal nu aktiveres i henhold til ny lov om aktivering af syge.

Målløs fortalte jeg hende, at jeg starter i uge 8. Stor var hendes skuffelse, for hvorfor så ikke nu? Ellers skulle jeg aktiveres 10 timer om ugen. Men det føler jeg ikke, jeg kan, for jeg skal komme mig.

Alle, som er ramt af alvorlig sygdom, ved, hvad det vil sige at komme ind i et hårdt behandlingsforløb. Det tærer både fysisk og psykisk.

Det er chokerende at modtage budskabet om, at man er dødeligt syg. Dernæst ligger man, mod manges bedrevidende, ikke stille som sygemeldt. Man har travlt, næsten dagligt, med at komme i udmattende behandlinger over hele Sjælland. Syv hospitaler, hvor der ofte er en små 100 kilometer hver vej.

I en lang periode er man på vej til en eller anden behandling. Dernæst kommer, at man skal holde sammen på en rystet familie. Jeg har to børn på 10 og 13 år, som ikke har kontakt til deres far. De er rigtig angste for at miste mig. Så hvor er tiden til rekonvalescens? Undtagelsen er, hvis man er døende. Er vi ikke alle?
Fra drømme til trusler
Mistro og mistillid tegner vores velfærdssamfund nu. Vi er gået fra esoterisk drømmesamfund til diktatorisk trusselssamfund. Et grådighedens og idiotiens årti. Hvad er der sket? Bekoster jeg systemet? Et land med verdens højeste skattetryk, hvor ligeværdighed plejede at være et mantra med fokus på børn, gamle og syge.

For tiden bliver lægefagligheden underkendt, plejepersonalet fyret, og man bruger pengene på privathospitaler, så de offentlige betaler prisen. De serverer små drinks i Holland, aktiv dødshjælp - er det dér, vi skal hen?

Det er gået for vidt, politikere. I står til fals. Er det det bedste bud på løsningsmodeller? I så fald er I ikke kloge nok. En respektløs lov og en prøve på at vise, hvor dårlige danskerne er til at sige fra - et laden stå til samfund. Hvor er ordentligheden, alle kommuners motto? Hvorfor er der ingen, der reagerer på de syges vegne?

Via
[Hjort amok - syge skal aktiveres]

Den borgerlige regering lader til i praksis at have taget Jacob Haugaards sarkastiske bemærkning om, at "hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge" til sig...