You are here

Krise i forholdet mellem vand og energi

DR P1 Orientering d. 10. august 2009:

Store dele af det sydlige USA er ramt af tørke. I Texas har den varet siden 2007, og indtil nu har sommeren budt på flere end 45 dage med godt fyrre graders varme.

Flere byer står i desperat mangel på drikkevand - så desperat at politiet patruljerer i byerne med det ene formål at stoppe forbudt vanding i haver og andre former for vandspild.

Vand og energi hænger sammen
Tørken og vandmangelen har også store konsekvenser for energisektoren. Ifølge den amerikanske forsker og forfatter Michael Webber er vand og energi nemlig to sider af samme sag.

Vand bliver brugt til at drive hydroelektriske turbiner, der laver strøm i dæmninger. Det bliver også brugt til at køle i kul-, kerne- og naturgaskraftværker og derfor indirekte brugt til produktionen af strøm, ligesom det bruges i produktionen af biobrændstoffer.

Omvendt er vand ekstremt energikrævende. Vand og spildevandsværker står for 13 procent af det amerikanske elforbrug. Dertil kommer energi til at flytte vand fra områder med masser af vand til ørkenområder eller pumpe det op af undergrunden, lyder det fra Webber.

Ifølge ham betyder relationen mellem de to, at problemer med vand uundgåeligt vil føre til problemer med energi og omvendt. Mangel på vand, hedebølger eller tørke kan tvinge elværker og dæmninger til at skrue ned for strømmen eller lukke.

- Hvis der ikke er noget energi, bliver vandet både umuligt at transportere, rense og opvarme, siger han.

Flere mennesker i en rigere verden
Michael Webber har gennem det seneste år påkaldt sig opmærksomhed i hele USA med sin insisteren på at forholdet mellem vand og energi er yderst problematisk. Han har netop udgivet bogen "Changing the Way America Thinks About Energy" og vidnet i det amerikanske senats nylige høringer om emnet.

Budskabet er, at forholdet mellem vand og energi næppe bliver bedre. Tværtimod. Både Webbers og andres undersøgelser viser, at det har potentiale til at blive meget værre, og det er der flere grunde til.

- For det første befolkningstilvæksten. Flere mennesker betyder voksende behov for vand og energi. Og dertil kommer økonomisk vækst. Flere mennesker i en rigere verden vil uundgåeligt øge forbruget af vand og energi, fortæller Webber.

Derudover vil klimaforandringer begrænse den lette adgang til vand og tvinge os til at bruge mere energi på at flytte det, rense det og grave efter det.

- Det antyder, at vi i fremtiden vil bruge mere vand til fremstillingen energi, og mere energi på at skaffe vand, siger han.

af Lasse Engelbrecht Jensen

Hør mere på:
Krise i forholdet mellem vand og energi (DR Online) (10. august 2009)

Tal fra ovenstående udsendelse:
Vandforbrug til produktion ved el-biler/hybridbiler: 3 gange mere vand per km. end benzinbiler

Vandforbrug ved udvinding af bioethanol: 1.000 liter vand per liter brændstof

Visse biobrændstoffer bruger op til 20 gange mere vand at producere end almindelig benzin

Læs mere på: The Webber Group