You are here

Kontanthjælp til flere EU-borgere

DR P1 Orientering d. 3. oktober 2008:

En billet til færgen retur er som udgangspunkt det eneste borgere fra andre EU-lande kan gøre krav på, hvis de kommer til Danmark uden penge på lommen.

Men nu kan Danmark blive pålagt at udbetale kontanthjælp til langt flere EU-borgere, der tager ophold i landet. Det kan blive udgangen på en ny verserende retssag ved EF-domstolen, som regeringen mener er principiel.

Som det er i dag, kan borgere fra andre EU-lande ikke få udbetalt kontanthjælp fra første dag, de er her.

Det kan de først, når de har arbejdet her et stykke tid og har opnået status som vandrende arbejdstagere.

Og den status, og dermed retten til kontanthjælp, mister de i dag som udgangspunkt igen efter 6 måneders ledighed.

Der er altså grænser for, både hvornår og hvor længe EU-borgere kan gøre krav på kontanthjælp her i landet.

Men det kan sagen ved EF-domstolen muligvis lave om på.

Derfor har den danske regering valgt at blande sig. Den har afgivet indlæg ved domstolen, selvom det i det konkrete tilfælde er Tyskland, der er på anklagebænken.

Men selvom chancerne skulle vise sig at være minimale, er det værd at bemærke, at EF-domstolen i andre sager har tilsidesat ministerrådets lovgivning, fordi den var i strid med den fri bevægelighed for arbejdskraft, kapital og tjenesteydelser i EU.

af Jesper Tynell

Hør mere på:
Kontanthjælp til flere EU-borgere (DR Online)